Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
som Aand. Vi kjende ikke, men føle selv og see dens Magt i
den Enkeltes som i Folkenes Liv. Den stifter ikke blot Ægte
skaber og Venskaber og Familier og derved Staterne; men af
dette det dunkleste, men rigeste, Væld i Menneskehjertet er
Folkeret og alle Civilisationens Udsoninger af foregaaende Alderes
Forbrydelser imod Menneskeheden, og de Erkjendelser og Be
drivter som meest hædre denne, udgangne. Det Ypperste, hvor
med Menneskene have forherliget sin Tilværelse og den Planet,
de beboe, er nu vel, at de have opstillet Sædelove, som maatte
være gjældende i Himlene, om Synd og Svaghed fandtes der,
samt Kjærlighedsreligionen, der omsider skal betvinge alle Jordens
Slægter. Det er: deres hele Storhed indskrænke sig til en Op
dagelse i deres egne Hjerter. Men hvad er dette Krist-Princip
andet end det klarere Udtryk for hiin Sympathi, denne Sjælenes
fælles Kjendemærke og Grundlov? I denne laa de dunkle Kimer
til det Verdens Lys. I Erkjendelsen af denne Grundlov for
Menneskets Villen og Virken, i Styrken af denne Sympathi, i
Bevidstheden om sin Menneskekjærlighed ligger, om man vil,
ogsaa Naadevalgets, for saa gaadefuldt anseede, Mysterium for
klaret. Den, som føler sit Hjerte opfyldt af Kjærlighed for sine
Medmennesker, føler nemlig ogsaa, at han kan være rolig for
Guds. Hos ham er det oprindelige Gode, Aandernes fælles Kjende
mærke, Samdeeltagelsen, fremtraadt seirende, som Zwiebelspirens
over Jorden. Han har drukket af sit eget Hjertes Uskyldigheds
sødme, hvoraf der altid er en Draabe tilbage fra Paradiset ; Han
har seet sin egen Sjæl og Skillet imellem Himmel og Helvede.
Tilbagefaldet fra at hylde hiin Kjærlighedens Lov, en Fornegtelse
deraf, en Afkjølen af Sympathien — se her den rædselfulde For
stødelse, hint Dogma omhandler, hvori det egenkjærlige usym
pathiske Menneske føler og seer sit Indre blive uhyggeligt, som
den udslukte Arne, hvor Elendigheden sidder. Thi Lastens Grund
væsen er Mangel paa sympathisk Menneskekjærlighed, Dyden
Besiddelsen deraf.
Qvindens ejendommelige Drivter ere ikke nøjere indvævede i
hendes Naturel end Medfølelsen i den aandige Natur. Den er dennes
nervus sympathicus. Ingen Yttring af Sjælen røber saa meget af
dennes Væsen og Beskaffenhed. Ja —om man vil erindre en af
de Gaader, hvis Opløsning stundom synes uvilkaarligen at ville
blive os givet fra vort eget Indre, hvor Spørgsmaalet dog er frem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
