Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
Næring og Almisser didhcn. Saaledes vandrede hun flere Aar
omkring med sin Dreng under Navn af gale Grethe Gilzean, som
en uskadelig Skabning, afvexlende grædende og syngende. Til
hendes Barns Fader hørte man intet, uagtet han havde flere
Slægtninger der i Omegnen, som han vist havde givet Under
retning om sig, om han havde været i Live.
Andreas Anderson, Grethe Gilzeans Søn, voxede da op i Smuds
og Elendighed, som rimeligt kunde være under en Levemaade,
som neppe nogensinde gav ham Nydelsen af en Seng eller et
varmt Maaltid Mad. Den eneste Trøst i hans usle Omstændig
heder var den overordentlig ømme Kjærlighed, hvormed hans
vanvittige Moder plejede ham. I Skolen i Elgin fandt den Skik
Sted, at give et Fattigbarn fri Underviisning mod at feje og lægge
i Ovnen i Skoleværelserne, hvilket Barn da førte Navn af den
Fattige", eller paa Latin, som man ogsaa lærte i denne Skole,
af Pauper". Andreas fandt sig da i at blive Skolens Pauper
eller Askepot, der er Stedbarnet i Eventyrene; men erhvervede
dog derved Kundskaber, som siden gjorde ham til en dannet
Mand. Paa denne Tid kom han ogsaa i Huset hos en Onkel
paa Fædrene-Side, en Haandværksmand , et haardt Menneske,
som langtfra behandlede ham lige med sine øvrige Børn, og hos
hvem han da ret fandt hvad det er at være Stedbarn. Medens
Onkelens egne Børn dog fik Melk til Havregrøden, maatte den
stakkels Fætter faae sin Grød i sig med en tynd Klidvelling, som
de skotske Bønder kun bruge, naar der er meget ondt for Melk.
Kort — den Behandling, vesle Andreas leed hos Onkelen, var
og blev saa haard, at han endelig besluttede sig til at vandre
ud i den vide Verden for mellem Fremmede at friste Udkommet.
Han slåp endelig frem til London, hvor han fik Plads hos en
Skrædder, der gjorde ham til sin Bogholder, da han mærkede,
at han baade kunde skrive og regne.
En Dag fik da Andreas den Befaling at bringe en Officeer en
færdig Klædning, og at udstede Qvittering imod Betaling. Denne
Herre var ogsaa en Skotlænder og ansat ved et Regiment, der
var bestemt til Ostindien. Som alle Skotter og brave Folk, der
ere borte fra Hjemmet, hørte han gjerne sit Modersmaal, og ind
lod sig saa meget heller i Samtale med den unge Anderson, som
han fandt denne af et fordeelagtigt Ydre, af beskeden og for
nuftig Opførsel, og Qvitteringen rigtig og velskreven. Han spurgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
