Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
NORD VES TPA SS/4 G EN
like ved at sovne igjen, da jeg skvat op ved at høre ham
sætte i:
— Jeg mener, den svarte sjøl sitter i det!
Og saa viste det sig, at „lyspastillerne" var faldt op i
kjelen — og den trancacao eller cacaotran, som derved var
fremkommet, er vel den rædsomste drik, jeg har smakt!
Her var ikke flere nydelser at haape paa, og klokken
8 om morgenen stod vi alle klar til avmarsch hjemover.
Vore undersøkelser havde ført til det resultat, at Teraiu og
hans familie maatte anses som „værdige trængende", og vi
lot dem forstaa, at de kunde følge tilbake og bli boende hos
os vinteren over.
Hjemover gik det ikke saa strykende som paa henturen.
Matløse og søvnløse som vi var, blev vi snart trætte,
saameget mere som vi jo ingensomhelst træning havde havt.
Det var usigtbart, og Teraiu førte an. Kl. 1 om
eftermiddagen fik vi øie paa „Magneten". Men taaken la sig tæt
til straks efter, og vi gik og vi gik, og den halve times
marsch, vi skulde ha igjen til skibet, blev til baade en hel
og halvanden og to. Teraiu erklærte nu, at vi var paa
vidotta. Vi gik paa endnu en tid i tykke taaken. Endelig
brøt maanen frem, og vi konstaterte i dens lys, at vi længe
havde vandret rundt uten nogen bestemt retning. Jeg
foreslog da Teraiu, at vi skulde bygge snehytte og bli hvor vi
var, til dagen brøt frem. Men han protesterte paa det
ivrigste og mente, han nok skulde hitte frem. Saa tok vi
paa igjen med denne gaaen iblinde, som jeg altid har havt
imot. Men efter nogen tids forløp satte jeg sterkt i til
Teraiu, — at nu vilde jeg stoppe. Han gjorde mig da med
stolthed begripelig, at han havde fundet sig tilrette, og at han
snart skulde ha ført os frem. Og ganske rigtig, faa minutter
efter fik vi til vor usigelige glæde øie paa et klart skinnende
lys, der viste sig at være ankerlanternen, som de ombord
havde hængt ut for vor skyld. Klokken var 9 om kvelden, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
