Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glæde derover — Herre Gud, han var jo ung
endnu!
Martinoff og Petroff kom atter ind i Løvhytten.
Kaffen blev drukken i Tavshed. Petroff saa uroligt
hen ad Stentrappen til, men der kom ingen Helena
ned, endskønt Musiken allerede var hørt op. Petroff
anbefalede sig; han skulde endnu i Aften til en stor
Souper, sagde han, tog Afsked, bad Darja
Michai-lowna bringe Helena hans ærbødigste Hilsen og gik.
Nu vaagnede Horn op af den tyngende
Bedøvelse, som hele Tiden havde hvilet over ham, medens
den pur unge, forelskede Petroff sad der. Han fandt
stadig nye Samtaleemner, talte varmt og aandfuldt og
fandt paa en Forklaring over Helenas Fraværelse, en
Forklaring, som han selv ansaa for i højeste Grad
vellykket.
Han mærkede nu paany til sin Forbavselse, at
Viredamen havde en Resonnansbund for en hel Del
Sager, som han havde anset for at ligge højt over
hendes Niveau. Bag ved alle Virerne og alle de
løse Prydelser fandtes der et Hjerte, et Hjerte, som
lyste ud af de gode Øjne og bankede bag ved de
varme Ord. »Men, Herre Gud,« tænkte Horn,
»hvilken Uret har ikke jeg eller rettere Martinoff gjort
dette Menneske!« Dette kunstlede Produkt var en
Rousseauist af den gamle Skole; hun vedgik, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
