Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Butiksvinduerne skinnede, paa Himlen tindrede talløse
Stjerner, og Halvmaanen, Kyskhedens Symbol, stod
halvvejs i Zenith. Horn var i et forfærdeligt
indvortes Oprør. Hvorfor havde Martinoff ført ham op
til den gamle Libertiner? Hvorfor efterkom han ikke
Horns Ønske om at afbryde Samtalen og Visiten,
hvorfor tvang han den Gamle til at udtale Helenas
Navn?
Hans Forbitrelse steg og steg, jo mere Tiden
gik, thi Martinoff sad tilsyneladende ganske rolig og
ubekymret. Han lod Munden løbe, lo og gav den
gamle Mand alle mulige og umulige Navne. Tilsidst
kunde Horn ikke længer styre sin Vrede. Kort og
skarpt sagde han:
»Martinoff, jeg har anset Dig for min Ven, og
jeg har behandlet Dig som en Ven — hvad skal saa
dette her betyde? Hvorfor vilde Du have, at jeg
af denne elendige Oldings smudsige Mund skulde høre
det Navn, jeg sætter saa højt?«
Martinoff vilde slaa det hele hen i Spøg, men
Horn blev rasende.
»Svar mig, Oberstløjtnant, og hold inde med
Deres Spøg. Mærker De ikke, at det, De siger, er
upassende?«
»Erik Alexandrowitsch,« sagde Martinoff med en
underlig tyk Stemme, »vi er inde i Parken nu; vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
