Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 OMEGAR.
havde set i Drømme mere end én Gang før, traadte frem for
hans indre Syn. To Øjne, ømme som selve Himmellyset og
dybe som Verdensrummet, betragtede ham med et dragende
Blik. Han var i en Have fuld af duftende Blomster. Fuglene
sang og byggede Reder i det tætte Løvværk. Og langt, langt
borte laa de uhyre Ruiner af døde Byer, men Planter og
Blomster dannede som en Ramme om dem. Saa saa’ han en
Sø, hvis blanke Spejl blev furet af pilsnare, brogede Fugle,
og to Svaner kom glidende og bragte ham en Vugge med et
nyfødt Barn, der strakte Armene ud imod ham.
Aldrig havde en saadan Strøm af Lys udgydt sig i hans
Sjæl. Indtrykket var saa levende, at han pludselig vaagnede,
aabnede sine Øjne — og fandt sig atter Ansigt til Ansigt
med den skumle, sørgelige Virkelighed. Da betoges hele hans
Væsen af en dybere Smerte end nogen Sinde før. Han kunde
ikke finde Ro et Øjeblik. Han stod op, kastede sig atter paa
sit Leje, og længtes kun efter, at Dagen skulde begynde at
gry. Sin Drøm erindrede han vel, men han troede ikke paa
den. Han havde en ubestemt Følelse af, at der maatte eksi-
stere endnu et jævnbyrdigt, menneskeligt Væsen; men den
Slægt, han tilhørte, var i Tilbagegang og havde allerede tabt
en Del af de psychiske Evner, Mennesket besad paa sit Højde-
punkt. Maaske laa det ogsaa i, at det andet, anede Væsen
var en Kvinde, og Kvinden synes altid at have udøvet en
stærkere Dragningskraft over Manden end omvendt. -— Og da
nu Dagen endelig brød frem med sit ubarmhjertige Lys, da
den sidste Mand atter saa Ruinerne af sin ældgamle By tegne
sig mod den klare Morgenhimmel, mens han genfandt sig
alene med de to Døde —, da bøjede han sig for den ubøn-
hørlige Skæbne og besluttede ufortøvet at ende et elendigt
og haabløst Liv.
Han gik ind i Laboratoriet, opsøgte en lille Flaske, hvis
Indhold var ham vel bekendt, aabnede den og førte den til
Munden for at tømme den i ét Drag.
Men just i det Øjeblik, da Giften næsten havde naaet hans
Læber, følte han en Haand gribe sig om Armen
Han vendte sig hastigt om. Der var Ingen i Laboratoriet.
Og udenfor i Galeriet laa kun de to Lig. — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
