Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
EFTER JOØRDELIVETS OPHØR.
sidste Sekund er 650000 Meter — saa mægtig er Solens Til-
trækningskraft.
Solens nuværende Energi vilde kunne opretholdes i visse
Tidsrum ved Planeternes Indstyrten imod den. Varmetabet
vilde kunne opvejes ved Stødet af
Jorden, i 95 Aar; Jupiter, i 32254 Aar;
Venus, i 84 Aar; Saturn, i 9652 Aar;
Merkur, i 7 Aar; Uranus, i 1610 Aar;
Mars, i 13 Aar; Neptun, i 1890 Aar.
Eller med andre Ord: alle Planeternes Fald i Solen vilde
avle tilstrækkelig Varme til at bøde paa Varmetabet i henved
46000 Aar.
Det er altsaa sikkert nok, at Meteorfaldet betydelig for-
længer Solens Varmeperiode. Hvis Solens Masse hvert Aar
blev forøget med en 33-Milliontedel, eller blot Halvdelen
heraf, naar man gaar ud fra, at Sammentrækningen er lige
saa virksom som Meteorfaldet, vilde det være tilstrækkeligt
til at vedligeholde Solvarmen uforandret. Men der vilde hen-
gaa Aarhundreder, før Astronomerne opdagede Solens Til-
vækst i Masse ved den stærkere Omløbshastighed, denne
Tilvækst maatte meddele Planterne.
Vi tør altsaa antage, at Solen alene af disse to Aarsager
har en Fremtid af mindst tyve Millioner Aar for sig, ja, det
vilde næppe være nogen Overdrivelse at sige tredive. Og den
kan yderligere forøges ved Aarsager, som vi ikke kender, om
vi end vil lade en saadan Mulighed som et Sammenstød
mellem Solen og en Meteorsværm ude af Betragtning.
Solen vil og maa blive den sidste levende Klode i sit Sy-
stem, det Sted, hvor den sidste Livsgnist ulmer. —
Men ogsaa den udslukkes. Efter at den i Tidsrum, hvis
Længde overstiger vort Begreb, havde udgydt livsvækkende
Strømme af Varme og Lys over sine himmelske Børn, saa”
den Pletterne paa sin Overflade tage til i Antal og Udstræk-
ning; den saa” sin straalende Fotosfære blive dunkel, den
forhen lysende Overflade mørknes og slivne. En kæmpestor,
mørkerød Kugle svævede i Rummet, dér, hvor før de døde
Verdeners blændende Centralild fandtes.
Saa kom det Stadium, da Solen var afkølet til Beboelig-
hedstemperatur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
