Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Hans Blik hvilede opmærksomt paa mig,
og han saa ud, som om han vilde sige noget,
men derpaa fik hans Ansigt pludselig sit sæd
vanlige fraværende Udtryk, og med et let Skulder-
træk gik han ned ad Alleen. »Aa, det er lige
meget,« sagde denne Bevægelse, »hun er jo dog
ikke mere!« — Jeg løj for første Gang i mit
Liv, thi jeg skjælvede ved Tanken om, at min
Fader nogen Sinde skulde faa noget om mit ny
Bekjendtskab at vide, og jeg vilde hellere have
ofret mit Liv end forraadt Valek og Marusja.
Og jeg kunde heller ikke andet end lyve, for
hvis jeg havde brudt mit Ord, vilde jeg frem
tidig ikke kunnet møde dem uden at slaa Øjnene
ned af Skam.
VIII.
Efteraaret nærmede sig. Høsten var i fuld
Gang, og Træernes Blade farvedes med Rødt
og med Guid. Marusja blev mere og mere stille
og bleg; hun klagede sig aldrig, men hendes
lille Ansigt blev magrere, og Øjnene større og
mørkere for hver Dag, der gik.
Nu kunde jeg frit gaa op paa Højen, nåar
jeg vilde, jeg havde fuldstændig vænnet mig til
Menneskene her oppe og følte mig hjemme og
husvant i deres underjordiske Bopæl.
»Du er en rigtig flink Dreng, og du ender
nok som General!* plejede Turkevitsch gjærne
Fra Øst og Vest. I 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
