Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
at sige til mig, nåar han var i godt Humør, og
ikke han alene, men alle her oppe behandlede
mig som en god Kammerat. Kun Professoren
og Lavrovsky syntes slet ikke at lægge Mærke
til min Nærværelse. Den første var altid for
dybet i sine Betragtninger, og den sidste und
gik, nåar han var ædru, alt hvad der hed men
neskeligt Selskab, og trykkede sig ind i en
mørk Krog.
Det var kun Tiburtius, hans Børn og Pro
fessoren, som boede i den Kjælder, jeg før har
beskrevet, alle de andre opholdt sig i et lig
nende, men noget større Rum, der stod i
Forbindelse med den ved en snæver Korridor.
Her var endnu mørkere og fugtigere end inde
hos Tiburtius, og Luften, var saa dump og inde
lukket, at man knap kunde trække Vejret. Møb
lementet var tarveligt. Langs Væggene stod
der nogle Bænke, og midt paa Gulvet en stor
Høvlebænk, som Tiburtius benyttede, nåar han
snedkrede, og da der aldrig blev fejet ud her
nede, vare Stenfliserne dækkede med et tykt
Lag Spaaner og Snavs. Jeg kom her kun sjæl
dent, fordi jeg ønskede at undgaa den uhygge
lige Lavrovsky, der i sine ædru Øjeblikke plejede
at begrave sig i dette mørke Hul. Han sad saa
enten paa en Bænk, med sit Ansigt begravet
i Hænderne og Haaret nede i Panden, eller
ogsaa strøg han med hurtige Skridt langs Væg
gene og standsede lidt, hver Gang han kom
til en Krog. En saa mørk Fortvivlelse hvilede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
