Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
8f
»Og nu, I Andre!« vedblev Svend, henvendt til Abel og hans Ledsagere.
»Hvorfor have I forladt Eders Poster, og hvad ville I her?«
Skjøndt Optrinet med Tam og den Overlegenhed, hvormed Svend handlede,
ikke var bleven uden Virkning paa Gjøngerne, rejste dog Abel sig fra sit Sæde; hans
Ansigt havde endnu beholdt dets tidligere Udtryk af Trods, alene hans Stemme syntes
at være mindre sikker, idet han svarede:
»Vi ere komne herned, Svend! for at sige Dig vor Hjertes Mening, formedelst
vi ere ikke rigtig fornøjede med Dig som vor Høvedsmand, imens Du lader os lide
Nød og glemmer, hvad Du lovede.«
»Hvad har jeg lovet Jer?« svarede Svend med et lynende Blik: »Føde,
Klæder, Vaaben og en ærlig Død for Fædrelandet; I skulle faa det altsammen.«
Endnu medens Svend talede, blev Døren reven op, og en Mand stak Hovedet
ind ad den med de Ord:
»Tag Dig ivare, Svend Gjønge! Fjenden er paafærde inat. Fra Egebjerg
og Ambæk komme de imod dit Hus i to store Flokke.«
Svend vendte sig om imod Kernbok. Kaptajnen smilede.
»Det siger intet, Jes; vi skulle vel slippe fra dem, saa længe vi have de to
andre Veje ad Bønsvig Skovhuse aabne.«
Manden forsvandt. Svend vedblev:
»Men hvorfor dølger Du mig den rette Grund, Abel! idet Du siger, at I ville
have en anden Høvedsmand? Delte vi ikke bestandig lige Lod sammen i ondt og
godt, som man bør gjøre, naar man anfører modige Folk som I? Eller tror I at kunne
finde en Mand, der lægger snildere Planer, eller som bedre forstaar at udføre dem
end jeg, saa nævn mig hans Navn, jeg gad dog kjende ham?«
»Nej, Svend! det veed Du nok selv, vi kjende Ingen bedre,« svarede Abel.
»Nu vel da,« vedblev Gjøngen, idet han traadte hen foran Abel, hævede sit
Hoved og maalte ham med et haanligt og dvælende Blik; »saa skal jeg sige Dig,
hvad Du ønsker, Du og de Andre, der have en ligesaa ussel Tænkemaade. I ville
have Eder en Høvedsmand, der lader fare Mandstugt og Orden, som giver Eder Minde
til at plyndre fra Landsens egne Børn, I ville leve højt og juble, mens hver ærlig
Mand klager og sukker i Vaande.«
Atter hørtes det aftalte Tegn paa Døren, og en Mand traadte hurtigt ind ad den.
»Hvad Nyt bringer Du, Hartvig?« spurgteSvend, »mens Du ser saa bleg og
modfalden ud?«
»Sørgeligt Nyt!« svarede Manden og støttede sig stakaandet til Bordpladen.
»Ikke rettere jeg formærker, ere vi omringede fra alle Kanter. Det mylrer af Svenske
oppe fra Jungshoved Skov; ved Egebjerg hørte jeg Rytterne trave over den frosne
Jord, og da jeg løb ned over Bønsvig, saa jeg ogsaa fra den Kant Svenskens Helle-
barder glindse i Maaneskinnet.«
Denne Tidende vakte almindelig Uro, alle Gjøngernes Blikke hvilede paa Svend,
som havde vendt sig om mod Kernbok. Kaptajnen stod ved Skorstenen, støttende
sig paa sin lange Kaarde; om hans Læber svævede et Smil, skjøndt han gjorde sig
Carit Btl&r: Gjøngehøvdingen. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
