Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
GJØNGEHØVDINGEN.
Umage for at synes uopmærksom for hvad der foregik. Abel gik hen til Svend, rakte
ham sin brede Haand imøde og udbrød:
»Er Du vred, Svend Poulsen? Jeg vil da sige Dig, at det kun var mig, som
fandt paa at gaa herop. De Andre have ingen Skyld.«
»Ak, lille Folk!« vedblev Svend rolig og koldblodig, som om Faren ikke
havde været tilstede for ham: »I tale om Nød, I Mænd fra Gjønge! der i hele eders
Liv ere vante til at savne og taale, men iaften saa jeg den gamle Præst fra Smid-
strup stavre omkring fra Dør til Dør med en Potte i en Snor for at tigge sig en
Mundfuld Mad; ham jog Fjenden fra Hus og Hjem, og han var vant til bedre Dage.
I ønske en anden Fører, og hvem? Enhver af Eder tænker selv paa at blive det.
Saa værer det da Allesammen. Du hérer jo, Abel! hvad Budskab de bringe, hvi
tøver Du ? læg en Plan, og lad os fuldbyrde den. Før Folkene an; eller gjør Du det,
Bent! eller Du, Ving! eller Du, Jens Jerntrøje! Fjenden vil snart banke paa Døren,
jeg overlader Jer min Post, siden 1 ere kjede af mig, og naar jeg ikke længer befaler,
skal jeg vise Jer, at jeg forstaar at lystre den, som veed at byde bedst.«
»Hvem siger, at vi ere kjede af Dig?« spurgte den Sidstankomne med et
mørkt og truende Blik mod de Mænd, Svend nylig havde nævnet.
»Det gjorde jeg,« svarede Abel, idet han traadte frem og med en angerfuld
og bønlig Mine rakte Haanden hen mod Svend. »Du regne mig det ikke til onde,
nu fortryder jeg det og ser, at Ingen uden Du er den rette Mand for os.«
Under hele denne Samtale var Ib bleven siddende paa sin Plads ved Bordet,
saa rolig og lydløs, som om han ikke havde nogen Tanke for hvad der foregik; kun
det Lyn og den uafladelige Bevægelse, der viste sig i hans smaa og spillende Øjne,
røbede Liv. Pludseligt rejste han sig op, skød Bordet tilside og traadte ud paa Gulvet
»Naa, Svend!« sagde han, »lad os nu ikke agte den Sludder længere, men
høre din Mening; jeg synes, det er paa Tide at handle.«
»Klæd Barnet paa, Ane Marie!« sagde Svend. — »I smiler, Kaptajn!« vedblev
han, »og jeg forstaar Eder. I vidste, at dette Overfald var i Værk, og overgav Jer
derfor godvillig. Hør nu et Ord: I er en modig Mand, det er jeg ogsaa, I maa frelse
mine Folk, siden I nu eengang er kommen sammen med os. I vil ikke, aa jo, jeg er
overbevist derom. I et Tilfælde som dette tager man sine Forholdsregler.«
Kaptajnens Ansigt antog et mere spottende Udtryk end hidtil. Svend ved-
blev: »1 frelser Folkene og er fri, I lader det være og bliver skudt, saa snart den
første Svensker stikker sit Hoved ind ad Døren.«
»Hvordan skal jeg kunne frelse Jer?« svarede Kernbok, som følte sig paa-
virket af den Bestemthed, der laa i Svends Ord.
»Det er endda ikke saa svært, som I tror. Nede mellem Skrænterne ved
Bugten maa Svenskernes Linie være svagest, den Vej skal blive Jer anvist, og ad
den fører I Folkene. Maanen gik ned ret nu, og det vil lykkes, hvis I ere varsomme
og ikke støje. Træffer I paa eders egne Soldater, siger I, at det er Bønder, I har
samlet for at vise Eder Vej til vore Smuthuller. En af mine følger med paa hele
Vejen.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
