Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i14
Storm og Søgang naaede han en Søndags Morgen hendes
Bopæl. Ogsaa Ole havde med sin Kjæreste begivet sig til
samme Sted, maaske for at drive Spot med Johannes og hans
ikke skjønne Brud. Imedens Johannes af Bryllupssværmen
holdtes i Brudehuset, til Prædikenen var forbi og Vielsen
skulde foregaa, gik Ole i Kirken. Præsten holdt en skjøn
Tale over de Ord: »Naar Du vil offre paa Alteret, og Du
har Strid med Din Broder, — da læg din Gave ved Alteret,
forlig Dig med din Broder, kom saa tilbage og offre din Gave!«
Han blev inderlig rørt og gik grublende ud af Guds Hus.
Med den Beslutning, ved første Lejlighed at forsone sig med
Johannes, gik han frem og tilbage paa Strandbredden. Da
traadte en Del af Brudeskaren ud. Bruden blev ført i sin
Baad; Brudgommen, der skulde ro i en anden, blev endnu
opholdt i Huset. I det Øjeblik, Bruden skulde stige fra
Bryggen, gled hun ud og styrtede i de skummende Bølger. »Nu
forliger jeg mig med Johannes!« raabte Ole. »Kommer jeg
ikke igjen, saa hils ham fra mig!« Derpaa styrtede han ud
efter Pigen, greb hende, mistede hende, greb hende atter, —
og de forsvandt begge i Bølgevrimlen. Ingen kunde redde
dem. Johannes og Anne kom paa engang til for at skue det
sørgelige Syn af deres Elskedes Lig. De Omstaaende fortalte
Omstændighederne. Da kyssede Johannes den afsjælede Oles
blege Læber, tog Annes Haand og holdt den afmægtige Pige
i sine Arme.
Da den første Bedøvelse var forbi, blev Tanken om hans
stakkels Faders Smerte levende i hans Barm. »Ak, han har
tabt saa meget! skal han nu ogsaa tabe det sidste Haab paa
Jorden, at se sin Johannes lykkelig ved hans elskede,
uforglemmelige Søsters Barn!« — »Nej, nej!« svarede Anne.
»I skulle Alle være mine Vidner; jeg vil pleje ham, som en
Datter plejer sin Fader. Han skal ikke vide Andet, end at
jeg er hans Søsters Barn og — Johannes’s Kone«. Saa tog
hun Tausheds Løfte af den hele Brudeskare og rejste til den
Gamle, og lagde sin Mund til hans Haand. Imod Aften,
naar den Gamle gik til Hvile, sneg hun sig op paa det
enlige Kammer, og Johannes til sin Løjbænk.
Den ærlige Johannes havde endt sin Beretning og spurgte
mig nu, om jeg troede, det var Ret at forstyrre Oldingen i
den glade Drøm, der saa sødelig vilde vugge ham over i
Evigheden. Jeg saa taus hen for mig og bad om Betænk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
