Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
glad Forundring, at denne aldeles kan gaa ind
paa alle hans Forestillinger. „Hvad der fornemmes
af en ydre eller indre Sans", siger denne, „maa
nødvendigvis virke forskjelligt efter den
forskjellige Natur og Udvikling af hin Sans. Fantasiens
og Følelsens Verden kan derfor ingen almindelige
Love modtage; cjpt er vist en forgjæves og afsindig
Bestræbelse at ville paatvinge Nogen et andet
Syn eller en anden Hørelse, end han har. Hvad
eier sønderriver min inderste Tonesans som den
skrækkeligste Disharmoni, beundres netop af de
fleste saakaldte Kjendere og Kunstdommere som .
musikalske Mesterstykker; derimod kan undertiden
en simpel ringeagtet Tonefølge, en gammel
Kirkemusik , en længst forglemt og uddød
Folkesangs-melodi lige som aabne mig en helt fortryllet
Verden og sætte mig i en Henrykkelse, som Ingen
begriber".
Saaledes, svarer den unge Huslærer, er det
tit gaaet ham med Poesien. Men hans Interesse
for „dens dunkle ahnelsesfulde Regioner" er ofte
bleven fordømt som et sygeligt Hang til
Mysticisme og sentimentale Sværmerier.
Greven smiler roligt og siger: „En saadan
Fordommeise har dog vei aldrig forskrækket Dem’? —
Der gives svage Karakterer, paa hvem et
Spotord synes at virke forvildende og næsten
tilintetgjørende. Saadanne Menneskesjæle ere højst
ulykkelige. De forekomme mig som forhexede Fugle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
