- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
350

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

det han sagde, saa havde hun nok. Da
vidste hun, det var en Bytting, og da
hun kom ind igjen, krob han sammen
bort i Vuggen som en Orm. Saa
begyndte hun at blive slem mod ham, og
om Torsdagskvelden tog hun ham ud
og daengte ham dygtig paa Sopledyngen,
og da knistrede og laat det rundt om
hende. Den anden Torsdagskveld gik
det lige ens; men da hun syntes han
havde faaet nok, saa horte hun, at det
sagde ligesom ved Siden af hende, og
det kunde hun skjonne var hendes eget
Barn: —

Hver Gang du slaar han Tjostul
Gautstigen, saa slaar de mig igjen i
Berget.«

Men den tredje Torsdagskvelden hyede
hun Byttingen igjen. Da kom der en
Kjaerring flyvende med en Unge, som
om hun var braendt.

»Kom igjen med han Tjostul, der
har du att Hvalpen dm!‘ sagde hun,
og kastede Barnet til hende.
Kjajrrin-gen rakte ud Haanden for at tage imod
det, og hun fik fat i det ene Benet paa
det; det beholdt hun i Haanden. Men
Resten saa hun aldrig; saa liaardt havde
Bergkjrerringen kastet.*

Under denne Fortajlling viste der sig
hos Husmoderen de umiskjendeligste Tegn
paa /Engstelse. Mod Slutningen blev de
saa paafaldende, at selv Fortrellersken,
der syntes at va;re greben af sin egen
Fremstilling, blev opmaerksom derpaa.

»Hvad er paa Frerde?’ spurgte
Signe-kjajrringen. Aa, det er Manden, som
kommer,« vedblev hun med et Blik ud
af Doren og tilfpiede hoitideligt: »det
er ikke blivendes for hun Gubjör ved
Pallen din; men vaer ikke bange, Mor;
jeg skal gaa nedenom Kirkegaarden, saa
ser han mig ikke.«

H u Idreaet.

(1843.)

Vi havde v ¡eret i Besog paa Bjerke.
Proprietreren og Gamlemor roede hjem

k nis t re, gnistre, klynke, hvine. — hye,
piske, s3;in. paa den hare Iiud. — Pall, lircnk.

Sondag Aften; men Tomfru Marie og
Smaagutterne havde tigget og tryglet saa
tenge, til de fik Lov at blive over til
Mandagen for at tage Veien hjem over
Aasen »og se Udsigten«, hed det; og
jeg, Lsereren, gjorde af mange Grunde
Folge med dem. Den Mandag Morgen
kom os alt for snart. Ledsagede af vor
Vertinde, den gode Mor Bjerke, og
hendes Son, vandrede vi op gjennem
Bjerke-Hagens lovrige Lunde, hvor Rodstjerten
og Bogfinken i Oretoppene feirede Dagen
med raske, velklingende Slag;
Fluesnap-perne vimsede om mellem Grenene og
gav sit Ord med i Laget, medens
Have-sangeren, beskedent skjult bag Lovet,
lod sin muntre Sang stromme ud fra de
taette, dunkle Kroner. Morgenen var saa
stille og lun; Birkens Blade rorte sig
najppe, og da vi kom op af Stien
gjennem Engene, saa vi, naar der faldt et
Solstreif i det Gronne, endnu Dugperlerne
funkle paa Kloveren og i Maristakkens
loldede Blade. Svaleme strog lavt efter
de fine Libeller; Buskskva:tten sad
gyn-gende paa en Tistel og kviddrede i
Age-ren. Her havde vi Lrerkesang fra den
blaa Himmel, der paa alle Kanter
om-gjrerdedes af lyse Sommerskyer, som
skja;rmede os mod den hede Sol.

Da vi vare paa hin Side Kongeveien,
havde vi en anden Region. Det gik opad
Aasen; Furen og Granen hvajlvede os
svale Häller. Endnu lod Lajrkernes
Tril-ler over til os: men de Toner, som
havde hjem me her, var kun de travle
Meisers skjserende Piben, Gjertrudsfuglens
regnvarslende Skrig, og Veirstillernes Glam
under Skyen. Trastte efter Stigningen
hvilede vi et Oieblik paa de flade
mos-daekkede Kli]>per ved Prasstemyren, drak
en Afskedsskaal med vort Folge, og
kvfegede os ved Synet af 0ierens blanke
Flade, som vi skimtede mellem
Fure-toppene.

Smaagutterne vare alt ude paa Myren
for at sanke Multer, og jublede hver
Gang de saa en rodmende Kart.
Jom-fruen og jeg fulgte efter. Kranset med
Fure og Gran strakte Mosen sig
fjer-dinglangt ud mod Vest; Ensforrtiigheden
i den store Flade afbrodes kun ved
enkelte Grupper af ranke Siv eller Tuer af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0388.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free