Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Havet. Af »Arnljot Gelline« - Han fik ei lov til at lægge ud. Af »Fiskerjenten«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Da lægges ned i de vaade klude
og fires did, livor det evige tier,
mens bølgen ruller mit navn mod stranden
i store maaneskinsklare usetter!
Han fik ei lov til at lssgge ud.
(Af »Fiskerjenten«.)
Han fik ei lov til at Isegge ud,
hans far var gammel, hans mor var svag,
og bruget voksede dag for dag:
»Hvad vil han ogsaa paa vikingefærden?
Her har han alt, som kan ønskes i verden«.
Men gutten længtes, nåar skyen jog;
da saa han, kjæmper til slaget drog,
og gutten længtes, nåar solen sken;
da saa han, kongen i hallen tren.
Han stod, han gleinte at gjøre gagn,
han stod og tænkte paa gamle sagn.
Det var en morgen, afsted han drev
mod yderste skjær, mod det aabne hav
at se paa legen om strand og rev,
og høre det døn, som kampen gav.
Det var en dag i den første våar,
da stormens røst over landet gaar:
Du maa ikke længer islagt sove!
Da saa han syn, som gav lyst at vove.
Der laa et langskib i staalgraa vig,-
det hviltc ud efter stormens krig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
