Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norge under Foreningen raed Danmark [1537—181 4], 9
mod de adelige Voldsmænd i Danmark. Værst var det, at
de sjelden besøgte Landet og at meget af hvad der skete
ei kom til deres Kundskab; heri saae Almuen Grunden til
sin Gjenvordighed, og under Christian den Fjerde, som
ofte reiste til Norge, selv sad i Herredagene og drog
Omsorg for at Loven overholdtes, blev derfor Tilstanden bedre.
Rigtignok klagedes der fremdeles, og, saalænge
Forlehnings-væsenet vedblev, maatte der vel ogsaa være rigelig Grund
dertil. Men rigtignok støde vi i Herredagsprotocoller og
andre Documenter fra denne Tid ligesaa hyppig paa Klager
af et andet Slags, nemlig over Almuens Opsætsighed. Den
havde lært at bøie sig for Kongen, men for ingen anden.
Mod sine Fogder og Præster vare Bønderne ligesaa haarde
og stridbare som i gamle Dage, og den, som ikke vilde
udsætte sig for at blive jaget bort eller slaaet ihjel, maatte
fare vaersomt frem. Peder Claussen i sin „Norges
Beskrivelse" [1599] skildrer Thelemarkingerne paa følgende Maade:
„De ere onde, ugudelige, haarde, vilde og oprøriske Folk
offuer alle dem, som her i Landet boe, haffde deres største
Lyst i gammel Tid at dræbe Biskopper og Præster,
Foug-der og Befalingsmænd, som oc paakjendes, at til en Kirke
i det Lehn ere 7 Præster ihjelslagne oc sammesteds en eller
to oc sammesteds flere. Jeg haver oc kjendt en, der vaar
født, hvis Fader havde ihjelslaget tre Præster, oc naar denne
vaar drukken, bad han Gud, at han icke maatte døe,
førend han oc finge slaget saa mange Præster ihjel." I andre
Egne var Folket ligesaa bekjendt for sin Stridbarhed;
Nedenæs’s Almue havde saaledes Ord for ikke at kunne
leve i Fred med sine Fogder og Præster, og det hændte
ikke sjelden, at de afsatte eller forjoge dem. De Danske
Embedsmænd, som vare vante til en Almue, „der sad stille
og hverken vidste af værre eller bedre at sige,"*) klage
ofte bittert over disse urolige og opsætsige Bønder.
„Norbaggen er ikke god at lide paa," hedder det. Han var
*) Durelis Relation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
