Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - D. Glasværkerne som fri industri - VII. 1818—1824. Den norske stat driver værkerne selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8] NORSKE GLASYÆRKER 77
at vente til bedre tider. Den 16 april 1818 bifalder stortinget
majoritetens forslag med 59 mot 16 stemmer.
Ved auktionen fremkom et bud paa 31,350 spd for samtlige
nævnte 5 værker. Som rimelig kan være blev dette imidlertid
anseet for at være altfor lavt, og da der ved en ny auktion kun
opnaaddes bud paa et enkelt værk, blev det besluttet at staten
seiv skulde overta og drive glasværkerne. Carsten Anker
opnævntes til statens repræsentant ved overleveringsforretnin
gen, som foregik den 21 februar 1819. Nogen drift blev der dog
foreløbig ikke, men da staten uanset dette aarlig maatte utrede
omkring 8000 spd i lønninger og vartpenge for de ledige funktio
nærer, og værkerne seiv bare forringedes i værdi ved at ligge
stille, utgik 16 oktober 1819 ordre om at sætte driften igang igjen.
Forvaltere var dengang Hans Hansen ved Biri, Roschou
ved Hadeland, Wexelsen ved Hurdal og K 1 em p e ved
Jevne værker.
I den tid som nu fulgte, fungerte Carsten Anker som
værkernes ulønnede overbestyrer, men det var allikevel ikke mu
lig at faa dern til at bære sig. Foruten hvad staten maatte be
regne som tapte renter av den ikke approberte kjøpesum, note
res underskuddet i 1819 til 14,323 spd og i 1820 til 5742 spd.
Under disse omstændigheter beslutter stortinget atter den
21 juli 1821 [39 c] at ny auktion over værkerne skulde forsøkes
avholdt. Det bestemtes at man skulde kunne sælge dem enkelt
vis, kun maatte kjøperne forplikte sig til at overta forsørgelsen
av gamle og skrøpelige arbeidere og at utrede de lønninger og
pensioner som heftet ved de enkelte værker. Under 31 000 spd
tor alle tilsammen maatte dog intet bud akcepteres. Hellerikke
skulde magasinbygningn i Christiania følge med i kjøpet. Der
blev avholdt 3 auktioner, men der kunde ikke opnaaes høiere
bud end 27 000 spd, saa man paanyt besluttede at fortsætte drif
ten som hidtil paa statens regning. Den 9 september 1823 op
lyses det at værkernes underskud siden 1 januar 1819 nu var
vokset til omkring 34,000 spd. Kongen foreslaar derfor at vær
kerne sælges for en pris som kan findes antagelig, og dersom et
saadant bud ikke kan opnaaes, sees ingen anden utvei end at
de blir at nedlægge helt [39 d]. Paa den auktion som derfor blev
avholdt den 30 mars 1824, fremkom som bedste bud alternativt
at overta værkerne uten de nævnte forpliktelser for 26,250 spd
eller 17,220 spd dersom pensionerne skulde utredes av kjøperne.
Ved dette salg opnaaddes ikke at faa avhændet alle værkerne
underet, men stortinget bifaldt allikevel enstmmig i april 1824
efter komiteens indstilling at salget skulde approberes [39 fl.
Derved solgtes Hadeland, Biri og Schimmelmanns værk uten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
