Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [IV]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
„Jeg som inte er utenfor en dør saa lang
vinteren er, haassen skulde jeg træft nogen paa
gata da," sa hun.
Han gik.
Det var ikke repslagerkonen. Det var ikke
repslagerkonen!
Paa kanterne av den bakkete veien som bar
mot villaen, laa høie sne-skavler. Til begge sider
strakte byjordet sig — hvite sneflater som blev
væk i mørket.
Han saa ikke andet end veistripen — smal
saavidt den kunde kjøres, dukket den frem stump
for stump av natmørket. Og langt borte lyste
det . . . Veien laa som den eneste veien og
endte i det eneste lyset. Og han tok ikke øinene
fra det rødlige lysskjæret, som trak sig sammen
og vidde sig ut lik en manæt . . . Han gled og
ravet i kalosjerne som en drukken — stubbevis
sprang han, til han blev var det og atter faldt i skridt.
Ute i gangen paa villa Skoglyst stod han en
stur.d foran speilet i den brede messing-rammen
og børstet haaret. Haaret var blit rusket og
langt, balstyrig av krøl bakom ørene.
Han hørte røster fra stuen, mands-røster.
Nu sat hun i en blaa kjole — under
viftepalmen — 8/5 1902 — kroner fem og tredive,
Depense . . . Grosserer Haukeberg lo — den
var bare en knis, hans latter — bare en liten tør
knis, som spaknet og sluknet . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
