Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-226
er de to Strømninger, der stadig gaa gjennem dette
Tidsskrift. Tiden var ond; længe syntes det, som om
Napoleonskrigenes ødelæggelser kun forøgede Vantro og
Ugudelighed. „O Tydskland, Tydskland!" udbryder han
1807, „havde du blot Øjne til at se, hvad der forestaar
dig!" Men det havde dengang kun faa. Rundt omkring
prædikedes der Moral og intet andet end Moral, men
samtidig tiltog Usædeligheden. I Skolerne, siger han,
lære Børnene Religionen ganske papegøjeagtigt, og faa
de noget Begreb om den, er det kun i Hovedet. I ældre
Tid kunde Læreren knæle ned med Børnene, og alle
kunde de enfoldigt bede med hinanden; da var der
Velsignelse over Undervisningen, som endnu kunde kjendes
i flere Menneskealdre. Hvor forfærdeligt det rationalistiske
Favntag dengang var, ses bedst af en Ytring som
følgende af den bekjendte troende Boghandler Fr. Perthes:
„Ja, hvis den nuværende Retning i den
protestantisk-neologiske Theologi skulde gaa helt af med Sejren og
komme til almindelig Gyldighed i Kirken, saa vilde jeg
for at sikre mine Børn Fællesskab med Kristus følge
Stolbergs Exempel." ’) At gaa over til den katholske
Kirke stod altsaa for adskillige som. næsten den eneste
Udvej. Men Jung-Stilling saa’ det aldrig saa mørkt og
var vis paa Sandhedens snarlige Sejr.
Medens „Den graa Mand" stadig med Kraft stred
mod Tidens Vantro og ikke skyede Fornuftgrunde for at
overbevise Folk, tog Bladet ogsaa skarp Afstand fra de
æsthetiske Kristne, som der nu, baaret frem paa
Romantikens Vinger, blev mange af. Jung-Stilling kalder
dem en Mellemklasse mellem Kristne og Ikkekristne; de
fatte det skjønne og gode ved Kristendommen, men om
sand Tro, om den Helligaand er der ikke Tale. De ere
behagelige Folk, men i Grunden verdslige og ville ikke
bestaa for Dommen.2)
l) Perthes’ Leben 2, 14.0. Smlgn. Fr. Nielsen: Romerkirken i det
19. Hundredaar 2, 260.
’) Det er skrevet 1810.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
