Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
længde videre paa sin vei. Ikke desto mindre
bestemte jeg mig for at anse mig skammelig baktalt,
hvorfor jeg overlegent bemerket:
«Det er uforskammet sludder, er det! Jeg sa
endda til fyren ...»
«Stop dér! . . .Nu vilde du atter til med en
logn. Jeg vet, hvad du sa til ham. Du sa, at
kokkepiken var gaat ut, og at der var ingenting
igjen fra frokosten. To løgne i ett smæk, fordi
piken stod i skjul bak kjøkkendøren og der fandtes
mat i massevis bak hende igjen.»
Denne forbløffende nøiagtighet stoppet munden
paa mig og fyldte mig med undrende grublerier over,
hvor denne vesle vanskabning hadde sine oplysninger
fra. Angaaende landstrykeren, var det jo saa, at sin
viden om ham kunde han jo ha fra fyren seiv. Men
ved hvad slags hekseri var han kommet til kund
skap om vor bortgjemte kokkepike og resten —? Nu
tok dvergen atter ordet:
«Hvorfor var det, du her forleden sa nei til at
læse det manuskript til hende unge dåmen og si
hende din mening om, hvad det kunde due til
eller ikke? Og hun, som var kommet saa lang
veis fra og dertil saa forhaabningsfuld! Det var en
jammer, var det, og fy saa smaaskaaret av dig!
Var det ikkel?»
Jeg følte mig som en pisket hund, og kan
gjerne først som sidst tilstaa, at nøiagtig de samme
fornemmelser hadde den historie alt i forveien fyldt
mig med, hvergang den atter kom frem i min erin
dring. Jeg blev blussende rød og gav hidsig til svar:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
