Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Kanske sitter De om nogen dage og karakterise-
rer det som gammelmandssnak. Eller kanske for-
staar De. Deres hengivne
Eilert Brander.»
Kirsten blev underlig ophidset av dette brev.
Ti litet fatter et menneske hvorfor det ikke
blir elsket, men endnu mindre hvorfor det blir,
og hun opsatte dag efter dag at sende ham svar.
Strengt tat fordredes der heller intet. Der var in-
gen spørsmaal, han visste jo alt. Men allikevel
næret hun et ubestemt ønske om at skrive til ham,
ikke — og det var det vanvittige, uforstaaelige
— for i al likefremhet at forklare at tingene ikke
kunde være anderledes, men for at gjøre ham vild
og gal, ute av sig selv, skrive smaa, hidsende ord
og faa ord igjen som prikket i blodet. Der strøm-
met en tiltrækningskraft fra ham nu han var langt
borte, en charme som ikke hadde berørt hende
paa nært hold. Det blev pludselig saa deilig med
hans høie skikkelse og brede skuldre, hans erfa-
renhet og gjennemtrængende blik.
Og en dag skrev hun til ham, og hun lo be-
tat av sig selv mens hun skrev. Nu hadde hun
fundet sin form. Ordene, de tætte, skraa som
stod der sort paa hvitt, røbet ingenting, men bak
ordene, mellem linjerne, var der noget ikke til at
ta feil av, noget kjælent, inciterende, noget som
gav løfter. Hun knep øinene sammen som i lysten
skadefryd. Nu skulde dunkelheten i hans værelse
bli uutholdelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
