Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
har saa travelt, og han siger, at han stræver
svært med Sagen til Far, og at der burde
flere Skillinger til, nåar det skulde gaa rigtigt
fort. Men alle her siger, at Farbroder Anders
er den flinkeste i Departementet, og han er
meget snil mod mig, og jeg har det godt i
alle Maader.
„Her er ikke nogen Sjø, men gult Vand,
som lugter ondt og ikke som Sjøen hjemme;
men en forskrækkelig Mængde Skibe og store
Huse af Sten og Trær, som er saa høie, at
jeg har aldrig seet sligt før. Men nu maa
jeg slutte med kjærlig Hilsen til min kjære
Fader og Lodsoldermanden
fra din hengivne Datter
Kristine."
— Hilda Bennechen havde nogle Ven
inder til The om Effermiddagen; skjønt hun
var lidet oplagt til at holde Selskab. Hun
baade ærgrede sig og sørgede over sit Besøg
hos Kristine; men hendes Frygt for Moderen
var i Virkeligheden saa stor, at hun skjælvede
for hende som en liden Pige, uagtet hun nu
var voxen for længe siden.
Fra ganske liden havde hun hørt, at hun
var mislykket. Hun havde vænnet sig til at
opfatte Moderens Sorg over den eneste
Datters Hæslighed mere som en Bebreidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
