Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
end som en Beklagelse. Og deri var Fru
Bennechen for største Delen selv Skyld.
Thi hun, som selv var saa smuk og som
fremfor alt satte Pris paa et godt Udvortes,
kunde blive utaalmodig og beklage sig bittert
over, at netop hun skulde have den Straf at
sætte en saadan Datter i Verden. Og mangen
gang under Hildas Opvæxt hændte det, at
Moderen, nåar hun havde pyntet hende paa
det bedste, tilslut kastede alt, brast i Graad
og raabte : „Hvad hjælper det saa altsammen?
du er og bliver mislykket — uforbederlig mis
lykket!"
Alle Moderens Taarer brændte sig dybt
ind i Hildas bløde Sind. Og alt, som med
Aarene vilde voxe frem i hende, forkrøblede
i Modløshed, og hun blev saa ræd sin Moder,
at hun næsten ikke turde røre sig, nåar Fru
Bennechen var tilstede.
Frøken Hilda var 23 Aar. Hjemme i
Huset fik hun ikke Lov til at bestille noget;
der var Husjomfru; og i Selskabslivet blev
hun paa Grund af sin Hæslighed kun taalt,
— udsat for de utallige bitre Smaakrænkelser,
der saa rigeligen falde af for de stygge og
übetydelige, der samles i Krogene.
Hendes eneste Glæde var igrunden Johan;
de to mislykkede holdt sammen. Engang
havde hun faaet Lov til at gjennemgaa et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
