Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 3 8
ikke slænge Dem mod Væggen lidt; jeg
skulle sløkke Gassen."
Doktoren gik afsted, somom Jorden brændte
under ham. Det lysnede i Øst, først graat,
siden rødere og rødere, indtil Solen gik op;
— en venlig, straalende Vaarsol — det val
den første Mai — skinnede over Hustagene
og forgyldte Kirketaarnene.
Han blev ved at gaa og gaa; kom helt
udover i Gamlebyen, vendte om og gik til
bage — bestandigt stirrende ned for sig,
gjentagende de samme Tanker, de samme
Tvivl.
At Moderen kunde have vidst det;
saa stygt som det var at tænke saa ondt om
sin Mor, saa kunde han dog nok tænke sig
en saadan Mulighed. Hun var jo saa over
al Maade ængstelig for alt, hvad der kunde
ligne Skandale.
Men Faderen — den store, ædle Mand
— umuligt! — det kunde han ikke tænke
sig. Mo var jo fuld, en ren Djævel desuden;
han havde sagt det bare af Ondskab.
Men hvad hjalp det altsammen. Tvivlen
var der som en gloende Piet, der brændte og
brændte i ham, saa han følte, der maatte
Vished til. Da han havde tåget den Beslut
ning at gaa lige op til sine Forældre og
spørge dem aabent, blev han roligere. Imid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
