Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Modellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Halfdan knugede taus hænderne uden at
svare.
»Ja, jeg vover at sige det. Det var den
forsmåede tilbeders hævn.«
Der blev en pause. Hun så mørkt hen for
sig med sammendragne bryn . . . Musiken fra
balsalen gled fremdeles ind til dem, stigende
og dalende som en bølge ... I stilheden kunde
man høre Halfdans dybe åndedræt det var
som om han ikke kunde fa luft . . .
»Hævn!« gentog han. »Jeg hævne mig på
dig, som Store gud! Å, du kan
ikke seiv mene, hvad du siger, Mathilde, det
er altfor stygt . . . Jeg, som ikke ved alt det
gode, som jeg vil gøre dig, jeg, som bare
ønskede at gå foran dig på veien og rydde
hver sten væk for din fod jeg skulde ville
hævne mig! Og på hvem? Jo, på den kvinde, som
er mig dyrebarest, som aldrig i sit liv har
krænket mig og som jeg elsker og agter højest.«
»Du elsker mig ikke,« svarte Mathilde
hardt. Hun vilde ikke lade sig røre, hun
vilde ikke overtales . . . Hvor kunde hun
glemme alt, hvad hun havde gennemgået for
denne bogs skyld! . . Den første blinde skræk
og- gru ved læsningen, moderens bedrøvelse, et
par veninders siet dulgte skadefryd . . . Hun
havde ikke mod at vise sig ude, hun skam
mede sig som om hun havde lidt en offentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
