Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagnhistorie. — Rolf Krake. — Roar og Helge. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.- ’9 d- )
Kys-» «-
J–Pk-Z-«,-
,-
l
il-
-«.
r- —
(
Senere maatte de dog søge Tilflugt hos Svogeren Sævil Iarl, i hvis Gaard
de tjente, ukendte af ham og Sosteren, iforte usle Kofter og Hætter, der
næsten skjulte deres Ansigt. Her levede de i tre Ilar under Navnene Ham
og Ranez men da Scevil kaldtes til Kongens Gaard, fulgte de med trods
Iarlens Forbud. Paa to uteenimede Foler ride de bag efter Iarlens Folge,
men pludselig falder Hætten af Roars Hoved, Signe kender sin Broder og
brister i Graad, medens Scevil befaler dem at vende hjem. Uforfærdede stige
de af Hestene, følge til Fods efter og snige sig ind i Kongehallen. Frode
havde ladet en Spaakvinde hente for at faa Brødrenes Opholdssted at vide.
Men Drengene, hvis Herkomst robes, flygte ud i Skoven, forfulgte af Frodes
Folk. Selv i Kongens Hird har de dog Venner-, deres Fosterfader Regin og
Sævil Iarl hjælpe dem, og i Nattens Mulm og Mørke komme de tilbage,
stikke Ild paa Borgeu og indebrcrnde deres Faders Morder. Derpaa ud-
raabes de selv til Konger og bestige »5Lejrest0leu«.
Medens Roar mild og fredkær hersker i Danmark og, som Saguet
fortæller, anlcegger Roskilde, færdes Helge i Vikingefaerd Tapper og dri:
stig, men ogsaa kvindekeer og grusom, gor han sit Navn frygtet og forhadt.
Sakslands Dronning, den skonne og krigerske Olof, bejlede han til. Men
da han ved Gæsteb11det, beruset af Drikken, vil favne hende, iskænker hun
ham en Sovedrik og lader derpaa Haaret rage af ham, indsmorer hans
Hoved med chere og bringer ham i en Sæk ombord i hans Skib. Harm-
fnysende sværger han at hævne sig, og Llaret efter kommer han hemmelig
til Landet, lokker ved en Træl Dronningen ud i Skoven og forer hende til
sit Skib, hvor han beholder hende hos sig i tre Nætter og avler med hende
Datteren yrsa. Forstodt af Moderen vogter Hrsa som en ussel Trælkvinde
Hjorden· Da lander den svenske Konge Ildils (efter nogle Sagu Kong Helge
selv) paa Kysten, bortforer den skonne Hrsa og ægter hende. Men Skæbnen,
eller de grumme Guder, griber, ligesom i de græske Oldsagn, ind iMenne-
skets Liv, Synd føder Synd, og uden Vidende om den Brode, det begaar,
styrtes Mennesket i Ulykke. · Helge fører Krig med 2.ldils, overvinder ham og
fører Ursa med sig. Hendes store Skonhed betager ham, han ægter hende
og hun føder ham Sønnen Rolf, den siden saa navnkundige Rolf Krake.
Og nu er Olofs Hævntime oprunden. Hun forkynder yrsa, hvem hun selv
er, hvem hendes Fader er, og forfærdet over Ulykkens og Brodens Storhed
forlader Nrsa Helge og vender hjem til Saksland, hvorfra hun siden atter
drager til Sverrig som Kong leils Hustru. Men ogsaa Helge pines af Sorgen
over Skilsmissen fra sin Elskede og over Breden; hvilelos flakker han omkring
paa Krigs- og Røvertog, indtil han endelig under et Forsog paa at gense
yrsa lokkes i et Baghold af Kong Adils og myrdes med hele sit Følge
Og nu bestiger Helges unge Søn Tronen, kun otte 2lar gammel. Hoj
og slank af Voekst udvikler han sig til en Kæmpe i Mod og Tapperhed;
hans Hof bliver Samlingsstedet for Nordens tapreste Mænd. Fra Sverrig
og Norge hidkalder Rygtet om hans Tapperhed, ydmyghed og Gavmildhed
de stærkeste og ædleste Helte til hans Hird. 800 Hirdmcrnd spise daglig ved
hans Bord og Sagnet ved at nævne de ypperste af hans Kampen Fra
35—
Sverrig kom Brødrene Svibdager, Beigaer og Hvitsærk, fra Norge Opdals-
kæmpen Bodvar med Tilnavuet Bjarke, fra Danmark Bondesonnen Hjalte,
der opdroges af Bodvar og hvem Kongen gav Tilnavnet »den hugprude«,
samt Vogg, der gav selve Kongen hans beromte Tilnavn. Engaug, fortælles
der, traadte en ung Karl ved Navn Vogg ind i Hallen, betragtede Kongen
noje og sagde derpaa: »Hvad er det for en Krake, som Naturen har givet
en saadan Cæugde·« Hermed, siger Saxo, roste han Kongen, idet han sammen-
lignede ham med de lange Træer, som paa vort danske Maal kaldes Krake
og bruges som en Trappe, naar man vil stige hojt til Vejrs Kong Rolf
blev glad over Tilnavnet og skænkede Vogg et kosteligt stort Armbaand.
Men Vogg løftede den hojre Urm med Gnldringen hojt i Vejret, medens
han skjulte den venstre Ilrm paa Ryggen. Forbavset over hans Opførsel
spurgte Hirdmcendene, hvorfor han gjorde dette. Da svarede han: »Den
ene Haand blues og skammer sig over, at den ikke er saa herlig smykket som
den anden.« Da tog Kong Rolf en Ring af sin Tlrm og rakte ham den.
Men Vogg satte sin ene Fod paa Bænken og aflagde hojt og tydeligt det
Lofte, at hvis Kong Rolf blev ihjelstagen, da skulde han hævne hans Død
Kongen tog ham derpaa i sin Tjeneste.
Rolf Krake var en stor Kriger; der tales i Sagaerne om hans Under-
konger og Erobringer’ uden at disse dog nærmere angives. Hans Halvsoster
Skuld var gift med Underkongen Hjorvard, der dels kaldes Goternes, dels
Skaanes, dels Sverrigs Konge. Hans navnkundigste Bedrifter lader Sagnet
ham ndfore mod Sveakongen Ildils, der havde dræbt hans Fader og ægtet
hans Moder. Ildils havde bedet sin Stedson om Hjælp imod den norske
Konge Ilale den oplandske, med hvem han havde aftalt en Kamp paa den
tilfrosne Vener. Rolf, som ikke selv kunde mede paa Grund af Ufred med
Sakserne, sendte sine tapreste Krigere, og Udils sejrede ved disses Hjælp over
den norske Konge. Men den gerrige Tldils nægtede nu at udbetale Solden,
tre Pund Guld til hver, og tillige de Gaver, han havde lovet Rolf: Hjælmen
Hildegalt, Brynjen Finsleif og Ringen Sviagris« Rolf drog nu selv til Sverrig,
efter Saxo opfordret af Moderen, der vil give ham Lejlighed til at røve
Udils’s Skatte, efter Sagaen derimod, paa Bjarkes Opfordring, for at kræve
det Bytte tilbage, som Udils havde taget fra Helge; Snorre endelig siger
for at hente den Sold,jder tilkom ham og hans Krigere. Han kom til
Upsala og blev modtaget af sin Moder, der førte ham til et eget Herberg
og ikke til Kongens Hal. » Lidt efter lidt fyldtes Herberget med Kong
Udils’s Mænd, der kom mere og mere Ved paa Baalet, saa at Klæderne
begyndte at brænde paa Rolf og hans Mænd Udils, som ogsaa var kom-
men til, spurgte nu, om det var sandt, at Rolf og hans Bersærker hverken
flyede for Ild eller. and. Da sprang Rolfop med de Ord:
Oge vi Ilden.
i Udils’s Huse.
og idet han kastede sit Skjold paa Ilden og sprang over, raabte han:
Den slyr ej Ild,
som over den springer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
