Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagnhistorie. — Rolf Krake. — Roar og Helge. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- - JJA
,- ,
os
v.
LM M
YF
Hans Mænd gjorde det samme og kastede derpaa dem i Ilden, der havde
øget Baalet. Ved yrsas Hjælp kom de hurtig afsted med de Skam-, hun
havde givet Rolf Men Tldils satte efter dem med sine Folk og var lige
ved at indhente dem. Da strøede Rolf Guldet ud langs Vejen paa Fyris-
voldene, og Svearne standsede for at samle det op. Men de vandt snart ind
paa dem igen, og Rolf kastede da Ringen Sviagris til Udils og bad ham
modtage den som Gave. Udils kunde ikke modstaa Fristelsenz med Spyds-
odden tog han Ringen, der var falden paa Vejen, og lod den løbe ned ad
Skaftet. Da raabte Rolf, som havde set, at Ildils bukkede sig efter Ringen:
,,Nu har jeg da svinbojet den nicegtigste blandt Svearne,« og nu lykkedes
det ikke Tldils at indhente ham. Efter dette Sagn kaldte Skjaldene Guldet
»Fyrisvoldenes Sæd«.
Med størst Udførlighed dvæle dog Sagnene ved Beskrivelsen af Rolfs
Død. Hans onde Soster Skuld ophidsede sin Ægtefælle Hjorvard til at
overfalde Rolf Da han som Underkonge skulde bringe ham Skatten,
som han i tre Aar havde samlet, fulgtes han af en stor Hær af Kæmper
og 11geriii11gsmæiid, og den sejdkloge Skuld ledsagede ham til Uiodet, der
fandt Sted ved Juletid i Lejre Den umistænksomme Rolf modtog Søsteren
og Svogeren med Gæstfrihed og bevcertede dem saa grundigt, at Rolf
og hans Kæmper fik en dygtig Rus, medens Hjorvard og hans Folk vog-
tede sig for at se for dybt i Bægeret. Da alle paa Borgen laa i den
dybeste Søvn, samlede Hjørvard sine Uicrnd og omringede Borgerl. Hjalte,
der var gaaet til sin Frille, opdagede først, hvilken Fare der truede Rolf
Hurtig sprang han op, ilede til Hallen og vækkede Rolf og hans Kwinper
med det berømte Kvad, der endnu paa Saxos Tid levede paa Folkets Læben
Det er det navnkundige Bjarkemaal, hvoraf de to første Vers anføres i
Olaf den Helliges Saga hos Snorre, men som forøvrigt kun kendes i pro-
saisk Omskrivning i Rolf Krakes Saga og oversat i latinske Heksametre hos
Saxo Begyndelsen lyder:
Dagen er oprunden
suse Hattens Fjedre;
Tid det er for Helte
Hærdaad at ove.
Vaagner op, o vaagner
Venne-Hoveder.
Alle J ypperste
Ædlingens Følge
Haar hin haardfare
Haandsnare Rolfi
IEtgode Kæmper,
som aldrig fly!
Jeg vækker Eder ej til Vin
eller Vivs Tale,
men til hin haarde
Hilde-Tegen.
Og nu vaagne alle Rolfs Kæmper, sidst Bødvar Bjarke, der hviler ved
sin Hustrus, Kongesosteren Rutas Side.
Rolf selv samler sine Mænd i
Hallen, tildrikker dem den sidste Skaal, opfordrer dem til at mindes, at
Livet er intet værd uden et fkønt Eftermæle, og iler derpaa ud for at
kæmpe med Hjorvard og hans Mænd
En mægtig Bjorn kæmper ved
hans Side og nedlægger flere Fjender end fem af hans Kæmper tilsammen.
Men Bjarke sidder uvirksom foran sit Hus, medens Hjalte opmuntrer Kæm-
perne med sin Sang:
35 —-
Aeen ere oeevniai
Visse unnenz Herre
stiv Der ea nok net-tre
Nr KMAD nr vare s-
Brynjen brister,
brydes Smrrde,
Staalet scider
slebne Hjælme;
glad som til Gilde
ganger Kongen,
hader og hugger
med Hænder begge.
Skofnung skærer
skagende Panfer,
glitrer og gjalder,
Gater skeelve
Thi hngprud Konge
klover sin Fjende,
men viser Venner
Vej til Hæder.
Stadig tover Bjarke, inden han drager med i Kampen; endelig kommer
han hidkaldt af Hjaltes asggende Sang:
Sover Du nu?
Svigter din Konge?
Bolvise Bjarkel
Borgen er tagen.
Vil Du vækkes
af Vindens Broder?
Rolf, Din Konge
i min Røst Dig kalder.
Men nu forsvinder Bjornen, og Bjarke kommer kun tidsnok til at se Kongen
og hans Kceinper efter den djærveste Kamp bide i Græsset for Overmagten.
Digtet slutter med Bjarkes Ord til Hjalte2
Broder! imedens
Livet forundes,
eet lad os attraa:
med Hasder at dv!
Naar vi har stredet,
her ved vor Konges
Lig lad os hvile,
Dn ved hans Fødder,
jeg ved hans Hoved,
det har vi lovet.
Kun Vøgg overlevede Blodbadet.
Da skal de se,
naar Valen de spejde,
at vi ej svigted’
Toftet vi gav.
Slide vort 1sød,
maa Ravne og Orne,
naar vi kun falde
tro mod vor Herre,
tro mod vor Drot,
Hviles da godt.
Fuld af Beundring over Rolfs Kæmpers
Trofasthed og Tapperhed tilbød Hjørvard ham at træde i hans Tjeneste, og
vag modtog Tilbudet· Da han skulde aflægge Treskabseden, rakte Hjørvard
ham Sværdodden, men Vøgg greb om Hjaltet med de Ord: »Saaledes
plejede Rolf at række Sværd til sine Mænd« og gennemborede derpaa Kongen.
Rasende styrtede Hjørvards Mænd sig over ham, men Vogg havde opfyldt sit
Løfte og hævnet sin Herres Død.
Znan tør vel sige med den norske Historieskriver Munch, at der ligger
historisk Sandhed til Grund for Beretningerne om Kong Rolf. Hans Navn
levede paa Folkets Læber, og det var Skik at drikke hans Minde ved Gæste-
bud. Saaledes tildrak Kong Gramnars Datter i Sødermanland, den fkønne
Hildegund, Hjørvard Vlfing med de Ord: »Hil Eder alle ylsinger ved
Rolf Krakes Minde.« Men naar han har levet, vil det være forgæves at
efterspore. Hans og Bjarkes Lig begravedes i een Høj, og det fortælles af
Jslænderne, at Hovdingen Skegge Skinnabjornssøn opbrod Rolf Krakes Hoj
og tog hans Sværd Skøfnung, der siden gik fra Haand til Haand og tilsidst
kom i en Mands Hænder, der døde i Roskilde og blev begravet der. Men
Bjarkes Sværd Laufe var det ham umuligt at faa vristet ud af Cigets Hænder-.
—— 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
