Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hardeknud. — Magnus den Gode. — Sven Estridsøn. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
« -2–«9-«ij T-’–,-·–’,I«- -. -
i
T
iil
»5
’ilx«· s. ’ «
TXXKWWM ,
vavxvzxxw I —-
Med god Grund har Knud faaet Navnet »den Store-« eller »den Rige«
(d. v. s. mægtige). Ingen anden dansk Konge har haft Ulagtomraade som
han. Danmark, England, Dele af Venderlandet og Samland, Ostpreussens
Kystland, horte under hans Kongespir3 Norge og Skotland maatte til en Tid
godkende hans Overhojhed, og paa Sverige synes han idet mindste at have
gjort Hojhedskrav. Den mægtige tyske 1(ejser, Kourad den Anden, forhandlede
med ham som jævnbyrdig, frafaldt Tysklands Krav paa »den danske Mark«
mellem Ejder og Sli og aftalte IEgteskab mellem sin Son Henrik og Knuds
Datter Gunhild Men ogsaa Knuds personlige Egenskaber hjemle hans Til-
navn ,,den Store«. Han har været en hojt begavet Konge, stærk iKrig og
Fred, klog som Styrer, kyndig som Lovgiver, ædel i sin Stræben for at fremme
Kulturen, snild i sin Politik overfor andre Lande. Stærke Modsætninger kunde
rummes i hans Karakterz Fromhed var parret med Stolthed, Kærligheds-
gerninger kunde afløses af haarde Handlinger: Vikingeblodet strømmede endnu
i hans Aarer. Ufgjort er han en af Danmarks storste Kongen-, og skont han
dvælede mest i England og betragtede dette Land som Hovedriget, fik han dog
fremragende Betydning for sit Fædreland: som han førte sin egen personlige Ud-
vikling langt frem, saaledes drog han ogsaa Danmark ind paa ny Knltnrvejo
I Danmark efterfulgtes Knud af sin Son Hardcksuid, som alt nogen
Tid havde haft Kongenavn. England skulde ogsaa tilfalde ham; men her tilrev
hans Halvbroder Harald Harefod sig Magten og for-drev Dronning Emma
Krig med Magnus den Gode i Norge hindrede Hardeknud i at gøre sin
Ret til den angelsaksiske Krone gældende. Tilsidst mæglede dog de norske
og danske Hovdinger Forlig paa Brennoerne ved Gotaelvens Ukunding, og
efter den lidet troværdige Overlevering skal det være blevet aftalt, at den
længstlevende af de unge Konger skulde have baade Danmark og Uorge.
Imidlertid havde Hardeknud udstyret sin Søster rigt, og iUiniwegen fejrede
Gunhild sit Bryllup med den udvalgte Kong Henrik klOZO Talrige Danske
fulgte hende, blandt dem Klerken Tymme, som snart efter ophojedes til
Biskop i Hildesheimz men allerede l038 dode den sarte unge Dronning i
Jtalien. Først efter Harald Harefods Dod ((040) blev Hardeknud hyldet
og kronet som Ungelsaksernes Konge. Hans Haardhed og Hensynsloshed
gjorde ham ilde lidt i England, og da han pludselig døde, ramt af et Hjerte-
slag Under et Bryllup i Nærheden af Tondon (1042), indkaldte Ungelsakserue
Edvard Bekender, LEthelreds Son, og loste saaledes Forbindelsen med Danmark
Magnus den Gode tilrev sig det herrelose Danmark og styrtede sin Stil-
ling ved Forbund med den hamhurgske IErkebisp og Sakserhertugen Beruhard,
hvis Søn Ordulf ægtede Magnus’s Søster Ulvhild. Efter sin Svogers Onske
myrdede Ordulf dernæst Harald, Thorkil den Hojes Søn, der vendte hjem
fra Pilegrimsfcrrd Ved denne Udaad vilde Magnus sikre sig mod en Mand,
han maatte frygte som Medbejler. Men endda kunde han ikke være tryg
i Danmark Sven, en Søn af Ulv og Estrid, optraadte straks imod ham.
Mange Uar havde han levet i Sverige, men dernæst havde han sluttet sig
til sin Fætter Hardeknud og fulgt ham til England Der samlede han nu
?5-
en Hær af Danskere, Edvard Bekender stottede ham, og saaledes rustet for
han til sit Fædreland Forst hjemsogte han Maguus’s Forbundsfaelle, den
hamburgske 2Erkebisp, dernæst gik han mod Magnus selv; men begge Steder
var han uheldig. Da opgav han Fejden og forligte sig med sin Fjende.
Magnus tog ham endog i sin Tjeneste og gjorde ham til de Danskes Iarl.
Denne Hojmodighed huede ikke den gamle Ejnar Tambeskasslveu »For stor
en Iarl, Fostersonl« udbrod han en Dag, da Sven Estridson følte sig for
stolt til at modtage en Skarlagenkappe af Magnus den Gode. Men den
unge Konge blev vred, afviste al Mistanke og troede sig sikker, da Sven
med Haanden paa et Relikvieskriu hojtidelig svor ham Troskab. Det skulde
dog snart vise sig, at Ejnar Tambeskcelver havde set ret.
Ved denne Tid gjorde store Venderskarer Indfald i Jylland; men Ukagnus
ilede til, afskar dem Tilbagevejen over Danevirke og tilfojede dem et frygteligt
Nederlag paa Cyrskov Hede nord for Slesvig (sl045). Derncest drog han
med den danske Flaade til Ocstersoeus Sydkyst og ødelagde Iomsborg, der
var bleven en vendisk Røverrede. Nu kunde vel mange Danske enes med
Nordmændene om at kalde Magnus »den gode«. Andre, særlig Øst-Danerne,
vare dog utilfredse med det norske Herredonnne og trods Ed og Lofter nyttede
Sven sin Stilling til at samle dem om sig og begynde en Rejsning Eng-
lceuderne støttede ham, men Sven tabte i en haardnakket Sokamp ud for
Aar-hus, og Oproret paadrog de danske Oer frygtelige Hærgninger. Magnus
tænkte paa Hævntog til England, men fik nok at gøre i Danmark. Fra
Sverige kom Sven nemlig med friske Skarer, men ved Helgenæs led han et
nyt Nederlag og flygtede atter af Landet. En kort Tid fik han dernæst Støtte
af Magnus’s Farbroder Harald Haardraade, der havde udført eventyrlige
Bedrifter som Væringernes Hovding i Miklagaard og nu forgæves havde
krævet Del i Uorges Rige. Sven og Harald droge sammen til Sjælland;
men her kunde Sven ikke hindre, at Harald for frem som Mordbraender
og slæbte baade Mænd og Koinder lænkebundue til sine Skibe, og da han
ikke vilde se sit Rige prisgivet Nordmandens Grusomhed, kolnedes Forholdet
mellem dem. Snart vandt Magnus da ogsaa Harald ved at gøre ham til
Medkonge, og vel bleve de aldrig Venner, som de vare Frænder, men begge
satte de dog efter Sven. Ved Tllsted paa Sjælland blev Maguus imidlertid
kastet af Hesten og døde af Folgerne (104(?).
Saaledes blev Sven Estridson endelig Konge. Den vilde Harald Haard-
raade gjorde ham dog Riget stridigt og begyndte atter en blodig Fejde. Vel
naaede han ikke at sætte sig fast i Danmark; men danske Byer og Kyster bleve
hærgede med barbarisk Grumhed. Efter hvad Sagaerne fortælle, kom Harald
dog stundom i Knibe. En Gang bleve hatis—sbyttelastede Skibe drevne hen mod
Læsø, da Sven satte haardt ind paa ham. Harald lod da Klæder og Kost-
barheder binde til Cægter og kaste i Havet, i Haab om derved at opholde
de Danske, og da det ikke hjalp synderligt, lod han danske Kvinder og andre
Fanger sætte ud paa løse Skanseklaedninger, der svommede paa Vandet, fast-
gjorte til Tønder. Den menneskekærlige Sven kunde ikke andet end at tage
sig af de ulykkelige, der dreve paa Havet, og Harald fik tilstrækkeligt Forspring.
—— 76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
