Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hardeknud. — Magnus den Gode. — Sven Estridsøn. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
. de- Mtieikgissroe Mit-,
M-
uss-
M
R
M
Ee-
tin
w
M
W
M
M
En anden Gang havde Harald uforsigtig vovet sig ind i Limfjordem da
Sven sejlede efter ham med en stor Flaade. Men den norske Konge lettede
i den halvlyse Sommernat sine Skibe over en Sandrevle eller Barre ved
Logstor Bredning, »Haralds-Eid«, og undslap fra Sven gennem det da-
værende Gab ud til Vesterhavet. Hovedslaget stod ud for Nisaa i Halland
(l062). Sejren heldede først til Sven; men da Notdmanden Haakon Ivarsøn,
der var i hans Tjeneste, sluttede sig til sine Landsmænd, maatte de Danske
ud paa Natten give tabt. Sven Estridsøn undkom med Rod og næppe.
Nordmcendenes Sejr var dog uden Følger-; de sejlede straks tilbage til Viken·
To Aar efter opgav Harald derfor ogsaa den unyttige Kamp, og paa Rigs-
grænsen ved Gøtaelven blev der sluttet Fred.
Frivillig indlod Sven Estridson sig senere paa et stort Krigsforetageiide·
England var blevet erobret af Normannerhertngen Vilhelm Bastard; den
sidste angelsaksiske Konge Harold Godwinson faldt i Slaget ved Senlac (s066).
Sven, der var Harolds Søskendebarn og kunde betragtes som Arving til
Englands Trone, forholdt sig rolig de første Aar; men Angelsaksernes Veklager
over det normanniske Herredømme æggede ham omsider til at gribe ind. For-
gceves søgte den snilde Kong Vilhelm »Erobrer« ved Gaver at afværge det
truende Uvejr: en mægtig dansk Flaade stak i Soen, ført af Svens Sønner
Knnd og Harald og af hans Broder Esbjorn Iarl (1069). Skibene kastede
Anker ved Humbers Munding, og derfra trængte Hæren frem til Vor-k, som
blev vundet ved Angelsaksernes Stotte, men atter maatte ronnnes, da Vilhelm
Erobrer nærmede sig med sine Hærskarer. Den engelske Konge ødelagde dernæst
sine egne Kyster, for at de Danske ikke skulde sætte sig fast nogensteds. Under
disse ugunstige Forhold lod Esbjorn Iarl sig bestikke af Vilhelm og lod
Flaaden vende hjem; men i sin Harme gjorde Sven ham landflygtig. Kort
før sin Død udsendte Sven Gstridson atter en Flaade for at støtte en ny
angelsaksisk Rejsning De Danskes Førere vare denne Gang Knud og Haakon
Ivarsøn, som igen var traadt i Svens Tjeneste; men Udfaldet blev ligesom sidst.
Som Kriger havde Sven Estridson hverken Held eller Ros, skønt han
personlig ingenlunde manglede Mod, lige saa lidt som Snille. Ved fredelig
Kongegerning var det derimod, at han vandt sit Ry. Det kirkelige Kultur-
arbejde, som var begyndt under Knud den Store, bragte han til videre Ud-
foldelse og forelobig Afslutning Hans latinske Dannelse, hans Forbindelser
med Pavestolen og Udlandets Storbisper og hans kloge, besindige Optræden
gav hans Styrelse et eget »europæisk« Præg Men gjorde han Præstestandens
Higen mod høj Samfundsstilling til sin Stræben, forsomte han ingenlunde
sit eget Tarv. Den historiske Udviklingsgang havde lagt alt til rette for ham:
At fremme den danske Kirke var den Gang det samme som at hæve og styrke
det danske Kongedesmme. Kirken var lige fra Ansgars Tid opvokset i Fæ
af Kongemagten og var endnu paa det nøjeste knyttet til den; derfor maatte
den enes Opsving drage den andens Fremvoekst med sig. Men skulde Svens
Kirkepolitik tilfulde gavne ham selv, maatte han give den en national Retning-
Derfor krydsede han snildt den ærgerrige hamburgske Ærkebiskop Adalberts
Magtstroeb i Uorden. Personlig Uvilje mod den myndige Prælat gjorde
ham denne dulgte Krig saa meget naturligere. Med Adalbert havde han
tt—
nemlig straks i sin forste Kongetid haft et haardt Sammenstød, der ikke saa
let kunde forvindes:
Sven Estridsøn havde ægtet sit Søskendebarn Gunhild, Enke efter Kong
Anund i Sverige. Saadanne Giftermaal mellem Slægtninge vare almindelige
i Uorden, men Kirken steniplede dem som forargelig Blodskain, og Adalbert
krævede TEgteskabet opløst. Kong Sven blev vred og slog paa Sværdet.
Men Adalbert havde den mægtige tyske Kejser Henrik den Tredje i Ryggen
og kunde true med pavelig Bandlysning Dette gjorde Indtryk paa Sven;
hurtig faldt han til Føje, og Gunhild drog til Sverige, hvor hun levede
et fromt og stille Liv.
Sven bar ikke Nag til Kirken i Almindelighed Snart efter sendte han
Pave Leo den Niende Gaver, det-iblandt en Dompap, som kunde snakke; og
med de følgende Paver stod han sig ogsaa godt. Den beromte Gregorius
den Syvende brevvekslede en Del med ham, vilde gerne drage ham ind i
den kirkelige Storstrid, som udbrod i Sven Estridsons sidste Aaringer, og tilbød
en af hans Sønner den bandlyste Robert Gniscards Hertugdomme i Syd-
italien. Forholdet til Adalbert blev derimod aldrig hjerteligt. Rent overfladisk
set var der Fred og god Forstaaelse mellem dem; naar de medtes ved Lande-
grcensen, behandlede Kongen den stolte Ærkebisp med største Hoflighed, men
snildt og smidig svækkede han samtidig Adalberts Indflydelse i Danmark.
Ganske vist naaede Sven Estridson ikke at gt·1mdlægge et selvstændigt dansk
Ærkesæde og ad den Vej bryde Hamburgs Hojhed over den danske Kirke;
thi da Adalbert hørte oni Svens Planer, krævede han at blive holdt skadeslos
ved at faa tildelt den usædvanlige Patriarkvcrrdighed, og en saadan Sær-
stilling vilde Paven ikke give ham, medens han paa den anden Side fandt det
ubilligt, slet og ret at berøve ham hans nordiske Kirkeprovinsz paa dette Skeer
strandede altsaa Kong Svens planer. Men paa andre Omraader arbejdede
Kongen ikke forgæves; Adalbert udrettede lidet eller intet som den danske Kirkes
Overhoved· Selv var Sven dov for LErkebispens Formaninger i Anledning
af hans Frilleliv og Brud paa Fastenz ved et nyt Frændeægteskab, med Harald
Haardraades Enke Ellisiv, synes han endog at have trodset Adalbert, som da
var styrtet fra sin politiske Magtstilling Enkelte Træk tyde paa, at Sven
Estridson har bidraget sit til at undergrave hans Indflydelse i det tyske Rige;
saaledes sendte han Gaver til hans Dødsfjende LErkebiskop Anno af Køln og
sluttede Forbund med Sakserhertugen, der plagede ham med idelige Overgreb.
End mere har Sven Estridsou modarbejdet den myndige 2Erkebisp paa dansk
Grund. Han afværgede, at Adalbert drog gennem Danmark og satte sine
egne Klerke paa de danske Bispestolez ja, da flere af Svens Bisper, særlig
Eilbert i Odense, viste den store LErkebisp aabenlys Trods, stod Kongen bag-
ved med sin Stotte· Efter Adalberts Død (l0?2) kom Sven Estridson i bedre
Forhold til det hamburgske Ærkesæde. Det havde endog til Følge, at han
opgav sine Planer om den danske Kirkes Frigørelse, skont Pave Gregorius
den Syvende nu var stemt for Oprettelsen af et dansk Ærkesæde, der kunde
forringe den tyske Kirkes Magt.
Kong Svens ypperste Middel til at hæve den danske Kirke var den
endelige, faste Ordning af Bispedommerne Ved hans Tiltrædelse var der
— 78 —
eeennvtsez
- M
kun fire Bispestole: den sonderjydske, den norrejydske, den fynske og den øst-
danske, idet Lande-Stift atter var lagt under Roskilde Saa snart det ved
Dodsfald blandt Bisperne blev ham muligt, omordnede han Forholdene helt,
sikkert med Oprettelsen af et dansk IErkescrde for Ojez Adalbert, der herved
saa sig ført et Stykke længere frem mod Patriarkvcrrdigheden, kunde ikke andet
end bifalde Ordningen. Sven delte Norrejylland i 4 Bispedommer: Ribe,
Aarhus, Viborg og Vendsyssel Thy med Bispescede i Vestervig. Samtidig ud-
skilte han de skaanske Lande fra Roskilde Bispestol og dannede to Bispedommer,
Lund og Dalby. Det sidste ophævede han dog igen og lagde dets Stift ind
under Lund. Saaledes havde Danmark sine 8 faste Bispedommer, en impo-
nerende kirkelig Bygning
Ordningen af Bispedommerne vidnede ikke blot om Kongens Organi-
sationsevne, men ogsaa om stor politisk Klogskab. Sven Estridson indsatte
nemlig selv sine Bisper, og de stode om Tronen som Kongens Venner, blandt
Rigets Stormænd. Ved denne hoje Stilling i Samfundet gave de Konge-
dommet et kirkeligt Præg, der maatte hæve det stærkt i Folkets Omdømme.
Dermed var der tillige alt lagt Grund til en dansk Kirkevcelde. De ypperste
af den Tids Kirkehovdinger vare Lundebispen Lgin og Roskildebisperne
Vilhelm og Sven Nordmand Egin fik Bugt med de sidste Levninger af
Hedendom i Bleking og paa Bornholm3 han var udset til at være 2Erke-
biskop, men naaede det ikke. Vilhelm var en Kæmpeskikkelse, heftig og
streng, uden Frygt for noget Tllenneske, men paa den anden Side trofast
og inderlig. Om Venskabet mellem ham og Kong Sven fortæller Saxo et
mærkeligt Sagn:
Nogle Stormcend havde bagtalt Kongen, og til Hævn lod han dem
dræbe i Roskilde Kirke. Da Sven senere vilde gaa til Hojmesse, ret som
om der intet var sket, standsede Biskop Vilhelm ham ved Kirkedoren med sin
Bispestav og erklærede ham bandlyst, til han havde gjort Bod for sin Brode.
Hirdmændene droge Sværd mod den myndige Prælat, men Sven bød dem
holde inde, vendte tilbage til Kongsgaarden, aflagde Kongekaaben og kastede
sig dernæst barfodet foran Kirkedoren. Da gik Biskop Vilhelm ud til ham,
modtog hans Skriftemaal, rejste ham op og sluttede ham i sine Arme, hvorpaa
han hojtidelig førte ham ind i Kirken. Tre Dage efter kundgjorde Sven,
at han i Bodgav Roskilde Kirke et halvt Herred. Fra den Tid var Ven-
skabet mellem Kong Sven og Biskop Vilhelm endnu inderligere. — Da Vilhelm
hørte om Kongens Dod og om hans Onske, at jordes i hans Kirke, bød
han Klerkene grave to Grave, drog den kongelige Tigfcerd imøde indtil
Topshoj Skov ved Sorø, kastede sig over sin Vens Lig, bad til Gud om at
maatte dø med Sven og drog det sidste Suk.
Saaledes lyder Sagnet, gribende og inderligt, som det fortaltes af
Roskildeklerke et Aarhundred efter Svens Død. Historikeren nænner knap
nok at angribe det; og dog, det er hans Pligt at paavise, hvor Kendsger-
ningerne ere blevne forvanskede. Først maa Biskop Vilhelms Død ved Svens
Ligbaare falde for den historiske Kritik. Paalidelige Kilder lære os nemlig,
at Vilhelm allerede døde 1074»før sin kongelige Ven, og at Sven Estridson
indsatte sin Undling, den virkelystne Sven Nordmand, til hans Efterfølger.
« kr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
