Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik den Femte. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men den Udsigt, som her aabnedes til paany at stifte en Union mellem
de tre nordiske Riger, strandede paa Ruslands Indgriben. Under en
Krig, som Elisabet førte med Sverige, erobrede Russerne hele Finland,
og hun benyttede sig af sin Fordel til at tvinge Svenskerne til at vælge Got-
torperen Hertug Adolf Frederik til Tronfolger (i?43). Han besteg Sveriges
Trone 1751 og var gift med Frederik den Anden af Preussens Søster
Louise Ulrika, begge Danmarks svorne Fjender. Da endelig Karl Peter
Ulrik l762 efterfulgte Elisabet som Ruslands mægtige, enevældige Kejser,
var Danmark i en farlig Stilling. Den unge Gottorper var opdraget i
sin Slægts glødende Harme mod det danske Kongehus, og skønt de indre
Forhold ikke endnu tillod de svenske Gottorpere at optræde fjendtlig imod
Danmark, fulgte det dog af sig selv, at et russisk Overfald paa Danmark
ogsaa kunde bringe Sverige øjeblikkelige Fordele. Efterat Peter den Tredje
havde sluttet Fred med Preussen, skred han straks til at hævne sig paa
Danmark. En russisk Hær fik Befaling til fra Ponnnern at rykke ind i
Danmark ad samme Vej som før Karl Gustaf· Men nu vare Forholdene
anderledes end lOO Aar tidligere. Flaaden var bragt op til en Størrelse
af 56 store Orlogsskibe, som nu for sidste Gang hævdede Danmarks Herre-
dømme paa Østersøen Hæren bestod af zl(0,()00 Mand dygtige Soldater
under Anførsel af den franske General St. Germain, der havde omordnet
det danske Hærvæsen· Den stod opstillet i Mecklenburg, rede til at optage
Kampen med Russerne Da indtraf pludselig Efterretninger fra St. Peters-
borg, der forelobig stansede de krigerske Bevægelsen Peter den Tredje var
blevet styrtet fra Tronen af sin Hustru Katarina, og blev kort efter dræbt
i Fængslet. Hun opgav Krigen med Danmark, og det lykkedes Bernstorff
at faa tilvejebragt et venskabeligt Forhold til den mægtige Stat, hvis dyna-
stiske Interesser truede Danmark med Undergang. Efterat der først 1765
var sluttet et Forsvarsforbund mellem Rusland og Danmark, fortsattes For-
handlingerne med det Formaal at bringe Forholdet til det gottorpske Hus
til en endelig Afstutning Det lykkedes Bernstorff 1767 ved en Traktat,
hvorved Gottorperne gav endelig Afkald paa al Ret til Sønderjylland·
Tillige foretoges et Mageskifte, som forenede den gottorpske Del af Hertug-
dømmet Holsten med Kongeriget og gav Gottorperne Oldenburg og Del-
menhorst, Kongehusets gamle Arvelande, i Erstatning. Den russiske Kejser
overdrog disse Lande til en yngre Gren af den gottorpske Tinje, som endnu
regerer der som Storhertuger. Den endelige Udveksling af Traktaten fandt
først Sted, da den unge Kejser Poul var bleven myndig (s??6). Hermed
havde Danmark naaet en lykkelig Afslutning paa et Forhold, der Aarhun-
dreder igennem havde tæret paa dets Kraft.
Frederik den V.s Tidsalder udmærkede sig ved den varme Interesse,
som udvistes overfor Videnskab og Kunst. Kongen gik selv i Spidsen, og
Landets mest indflydelsesrige Mænd —— Bernstoff, Moltke, Holstein og andre
——— støttede alle Bestræbelser for at fremme Literatureir Man tog ikke i
Betænkning at indkalde fremmede Lærde og Kunstnere, og det kan ikke
nægtes, at disse jo have bidrageti hoj Grad til Videnskabs og Kunstens Fremme
208 —
og Udbredelse i deres nye Fædreland Mindst kan dette siges om den beromte
tyske Digter Klopstock, som uiiderstottedes af Regeringen og her i Danmark
fuldendte sit bekendte Digterværk Messiaden. Derimod virkede Mænd som
Botanikeren Oeder, der anlagde den botaniske Have, grundlagde det beronite
Værk »Flora Danica« og gik i Spidsen for alle dem, der virkede for Cand-
boforholdenes Udvikling, Geografen Niebuhr, der paa Regeringens Bekost-
ning foretog sin navnkundige Rejse til TEgypten og Arabien, og Fysikeren
Kratzenstein i hoj Grad til Udbredelsen af nyttige og sanifimdsbefordrende
Kundskaber-. Historieforskningen havde en glimrende Periode i dette Tidsrum;
Mænd som Cangebek og Suhm grundlagde det nastional-historiske Studium
ved Udgivelsen af Kilderne til Danmarks Historie, ved samlede Fremstillinger
og ved Oprettelsen af det danske Selskab for Fædrelandets Sprog og Historie.
Lovkyndigheden havde fortrinlige Dyrkere i Kofod Anker og Henrik Stainpe,
og i det af Regeringen og Holberg i Forening ny oprettede Soro Akademi
dannede sig et nyt Midtpunkt for Videnskabelighed, der kappedes med Uni-
versitetet i Kobenhavn om Forrangen. Ved dette Akademi virkede Mænd
sont Kraft, Sneedon— og Guldberg, der i populwre danske Skrifter og ved
Udgivelse af periodiske Tidsskrifter spredte nyttig Kundskab ud i Krese, som
hidtil havde staaet fjernt fra Literaturen Det er de lærde Selskabers Tid-,
Videnskabernes Selskab stiftes l?65, ligesaa det norske Videnskabernes Selskab,
foruden det alt nævnte Selskab for Sprog og Historie. Men ogsaa Tidens
økonomiske og filantropiske Bestræbelser fandt en gunstig Iordbund herhjennne.
Stiftelsen af Frederiks Hospital og af Opfostringhuset ere Vidnesbyrd om
den Evne til at følge med Tidens Krav, som karakteriserer Frederik den V.s
Tidsalder-. Først og fremmest var det dog Statshnsholdningen og Tandvæ-
senet, som var Genftand for alsidige og indgaaende Droftelser, og for alle
Skrifter-, som udarbejdedes med det Formaal at give nye Bidrag til Tøs-
ningen af disse Spørgsmaal, herskede Censurfrihed« Dog bor det ikke for-
ties, at Enevreldens Tvang endnu niærkedes. Den dygtige Frederik Tiitken, som
i sine Skrifter havde udtalt frimodige og skarpe Indvendinger imod bestaaende
Forhold, maatte finde sig i, at hans Værker bleve beskaarne af Censuren.
Det religiøse Liv, som Pietismen havde fremkaldt, har baaret en mær-
kelig Frugt i en af de ædleste og mest selvoposfrende Personligheder, som
Danmark har frembragt. Det er Hans Egede. Han var født l686 i
Norge af danske Forældre Allerede i sit 2lde Aar blev han kaldet til Præst i sin
Hjemstavn,Vaagen Sogn iNordlandene Her ægtede han en norsk Pige, Gertrud
Rask, hvis Navn uadskilleligt er knyttet til Hans Egedes Navn. Alt fra
hans tidlige Ungdom havde han været optaget af Tanker om at lære
Grønland og dets Beboere at kende, som han antog for Efterkonnnere af
Notdmændene« Da han senere erfarede, at Grønlænderne vare Hedninger,
grebes han af Onsket om at omvende dem til Kristendommen Han ned-
lagde sit Embede og drog til København, efter at han forgceves havde
søgt at formaa sine Landsmænd i Bergen til at støtte sig. I Danmark
fandt hans Tanker Tilslutning hos Kongen, men først efter at han paa ny
og denne Gang med større Held havde formaaet Købmændene i Bergen
— 209 —
til at ndruste et Par Skibe, fik han Kongens Tilladelse til at drage derop.
172l i Iuli landede han med sin Hustru og sine Børn paa Grønlands
Vestkyst. Og nu begyndte et Liv fuldt af Savn, Skuffelser og uafbrudte
Kampe for at gennemfore sit Maal. Han lærte snart, at Grønlænderne
ikke vare Efterkommere af Nordmcendene, deres fremmede Sprog maatte han
først tilegne sig, deres Mistænksomhed maatte han overvinde, og endnu
mere, selve Naturens Vanskeligheder — ukendt som han var med Livet der-
oppe, ofte blottet for Cevnetsmidler og Klæder — lagde ham næsten uover-
stigelige Hindringer i Vejen. Saa længe Frederik den Fjerde levede, gik
det dog nogenlunde fremad. Men i Begyndelsen af Christian den Sjettes
Regering opløstes Kolonien, og kun Egede og hans Familie blev tilbage.
Trøstig fortsatte han dog sin Gerning, og snart fandt han Lejlighed til at
knytte Grønlænderne nær til sig. En frygtelig Koppeepidemi rasede blandt
de Indfødte, der ikke forstod at værge sig mod Smitten. Egede, som ikke
kendte til Frygt, viede da alle sine Kræfter til at trøste og hjælpe Han
og hans Hustru var altid rede til Hjælp i Ord og Gerning, og under de
fælles Ulykker lærte de Indfodte at paastonne den fremmede Mand, der
med aldrig svækket Nidkærhed trøstede og opmuntrede dem, gav de nød-
lidende Føde, og — som en døende Grønlænder sagde til ham —- »jordede
vore Døde, der ellers vilde være blevne et Bytte for vilde Dyr«. Han
vandt da mange for Krisiendonnnen, og han lagde et Grundlag, som blev
udviklet og forøget af hans Søn Poul Egede. Thi 1736 maatte Hans
Egede vende hjem til Danmark, da hans Helbred var undergravet af de
store Anstrængelser og Savn, han havde underkastet sig. Fra Danmark
ledede han siden Missionen som Gronlands Biskop, og han døde 1758 med
den glade Forvisning, at Kristendommen havde slaaet fast Rod i Grønland,
og at hans Anstrængelser ikke vare forblevne uden Frugt. Fremfor alt
havde hans Udholdenhed bevirket, at Christian den Sjette paa ny havde
taget sig af den gronlandske Koloni, om det end varede længe, inden en
fast og ordnet Forbindelse mellem Moderlandet og Kolonien blev ordnet.
Dette skete først l?74, da Regeringen selv overtog Handelen, som hidtil
havde været overdraget til private Entreprenorer.
Kong Frederik mistede sin første Hustru Dronning Louisei Aaret l?51.
Han ægtede derpaa Juliane Marie, en Prinsesse af Brunsvig-Wolfenbiittel,
som dog aldrig blev folkeyndet, skont hun utvivlsomt i Begavelse og Kraft
ragede op over sin Forgængerske. Ingen af Kongens Hustruer formaaede
at fængsle ham. En sørgelig Hang til Drik, Omgang med foragtelige Per-
soner og Lede ved alt selvstændigt Arbejde gjorde ham uduelig til selv at
føre Regeringens Tøjler. Naar hans Regering dog i mange Henseender
opfyldte de smukke Løfter-, hvormed den var begyndt, var 2Eren herfor ikke
Kongens, uden forsaavidt som han ærlig støttede de Mænd, som arbejdede
for Landets Vel. Han mistede derfor aldrig den «Folkeyndest, hvormed han
var blevet modtaget. Endog de tunge Skatter, som Krigen 1762—63 for-
anledigede, gjorde intet Skaar i Folkets Kærlighed til ham. Kun AcZ Aar
gammel døde Frederik den Femte, Uk. Ianuar l?66, af Vattersot·
— 210
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
