Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Var de ikke Kreditorer, de derinde ogsaa? Kun det, at
de krævede ingenting, de. Derfor gik altid de andre først,
derfor kunde han glemme dem. Aa, det var lumpent,
lumpent. Men sandt var det.
Selv om Mette kom sig, vilde han synke tilbage igjen —
han kjendte sig selv. Var det ikke saa, at Glæden over,
hvad der er frelst, aldrig er saa stor, som Sorgen over, hvad
der er tabt?
Der stod en Kamp i denne Nat i den mørke tomme
Butik mellem alle dem, som havde noget tilgode hos
Rasmus Brunehorst: mellem den gamle, kolde Konsul med
Ørne-næsen og Barnet derinde, som laa og stred med Døden i
Mamas Seng, mellem de mange, indenbys, onde Naaleøine
og de to udenlandske, de gode, de dybe, de varme, som
ikke krævede Noget.
Men da Morgenen gryede, havde disse to seiret;
Rasmus Brunehorst havde kun to Kreditorer, to, som han baade
vilde og kunde betale.
Da klang der et Skrig derindefra.
Det var altsaa for sent.
Var Mette død, var der sprunget en Streng hos hendes
Mor, som han ikke kunde flikke sammen. —
Wenche laa paa Knæ med Ansigtet næsegrus i den lille
Barnehaand. Mette havde kaslet sig tilbage paa Puden og
laa der rolig og bleg, med lukkede Øine.
»Men Wenche, hun er jo ikke kold.«
Wenche sprang op.
»Pulsen er rolig, Wenche. Hun sover.«
Det var ikke Døden. Det var Feberen, som var gaaet.
Det var Krisen, som var over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
