Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De første Jagter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sang Marfas blanke Stemme, — naar De
bliver mørkere, bliver De ogsaa helt Zigøjner,
— og hun truede drillende ad mig med min
egen Kniv.
Jeg vendte mig mod Polo.
— Hør, De har nok en god Hest, —
standsede Høvdingen mig — men De skulde
alligevel ikke ride den samme Vej tilbage. Vi er
kommet her forbi mange Gange og vore
Gamle før os, men ingen af os har redet over
den Vej, De kom. Den er blevet bundløs. Der
var en Gang en hel Trojka, der blev trukket
ned derude. Den nye Vej gaar deroppe, hvor
De ser den høje Fyr fem Verst herfra. Der
bær Myret oppe. — Jeg red bort og svingede
med Hatten til disse frie Folk om
Lejrbaalet i Skoven, og da jeg vendte mig om, syntes
jeg at se Marfa danse midt i Ilden paa de
slanke, soldrukne Ben, og den blaa Røg var
hendes Slør, der bølgede vuggende og
lokkende om hende.
Jeg gik siden den Dag tidt i Myret og over
paa den anden Side, hvor Asken fra Baalene
og de sorte Trækul laa som to dybe,
udbrændte Øjne i det brune Græs.
Det var blevet helt Efteraar, og det frøs
om Natten. De sidste, gule Blade sad stive
og læderagtige paa de smaa, nøgne
Birketræer ude i Moradset, og kun Dværgfyrren
stod som det evigtgrønne Symbol paa Livets
Uforgængelighed, trods Sommer og Vinter
og Blade, der faldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
