Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
hvorledes han styrtede igjennem Hullet, skimtede
Lyset og det gik op for ham, at hans Liv ikke
havde været som det skulde, men at det dog endnu
alt sammen stod til at ændre. Han spurgte sig
selv: „Hvad er da det man skal?" forstummede
og gav sig til at lytte. Her fornam han, at der
var nogen, som kyssede ham paa Haanden. Han
aabnede Øjet og hans Blik faldt paa Sønnen. Det
gjorde ham ondt for ham. Hans Hustru havde
ligeledes nærmet sig, og som hun stod der og
saa’ paa ham med aaben Mund og Ansigtet vaadt
af Graad, gjorde det ham ligeledes ondt for hende.
„Ja, det er sandt, jeg piner og plager dem,"
tænkte han ved sig selv. „Det gjør dem ondt for
mig; men de vil faa det bedre, naar jeg dør."
-Han vilde have sagt det, men Kræfterne svigtede
ham. „Hvad er der ogsaa at sige, man maa handle."
tænkte han. Han lod sit Blik gaa fra Hustruen
til Sønnen, idet han sagde:
— Før ham ud . . . jeg har ondt af ham . . .
og af Dig ogsaa . . .
Han vilde endnu have sagt „tilgiv mig", men
fortalte sig og sagde i Stedet herfor „forladnüg", og ude af
Stand til at rette det, opgav han det med en
Haand-bevægelse, der sagde saa meget som, at den, hvem
det var om at gjøre at forstaa ham, ogsaa nok vilde
komme efter, hvad han havde ment.
Og pludselig saa’ han, hvorledes det, der saa
længe havde pint ham som en uopløselig Gaade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
