Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Makar, som drak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sky ved Zenith var ligesom smeltet sammen, kun et mat,
svagt lys udstrømmede endnu fra den.
Makar var aldeles ophidset af løbet, dertil flød den
smeltede sne ham ned af ryggen lige ned i torbassaen.
Huen havde han mistet i Aljaschkas faldgrube, og
vanterne havde han tabt under løbet. Makar vidste, at
den bidende kulde ikke pleiede at spøge med dem, som
kom i taigaen uden hovedbedækning.
Han gik videre og videre. Efter sin beregning
maatte han allerede være langt forbi Jamalacha og maatte
nu kunne se kirketaarnet i Tschalgan; men fremdeles var
han midt i taigaen. Skovtykningen omgav ham ligesom
med en ugjennemtrængelig tryllering. Rigtignok hørte
han endnu juleringningen i det fjerne, og Makar syntes,
at han gik i retning af den; men klokken lød stedse
svagere og svagere, og mørk fortvilelse sænkede sig ned
i Makars hjerte.
Han følte sig træt og nedtrykt. Hans knær vaklede,
og i alle lemmer følte han en bedøvende smerte. Tungt
faldt det ham at puste, hans hænder og fødder var stive,
og hans bare hoved var ligesom sammensnøret med
glødende jerntraad.
«Dette er min ende!» for det ham oftere gjennem
hovedet; men alligevel gik han videre.
Taigaen var stille. Den lukkede sig altid igjen med
uhyggelig, fiendtlig trods bag hans ryg og viste ham
intetsteds haab om at finde nogen udvei.
«Det er min ende!» tænkte Makar.
Hans kræfter begyndte at svinde. De unge skud
paa trærne slog ham nu uden at paalægge sig nogen
tvang kjækt i ansigtet, som om de gjorde sig lystige over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
