Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
herud,» sagde Haase og rejste sig med sin gamle
Kraft, han følte sig som genfødt.
Men hans Hustru lagde Armene om hans
Hals og saa ham kærlig i Øjnene: «Det varer
for længe, Haase, det er ikke værdt at holde paa
tomme Former — naar den gamle Kærlighed bor
i Hjærterne; lad Vognen komme for Døren, vi
følge begge med Meyer for at favne vor Solstraale
i hendes nye Hjem.»
Doris sad ved Vinduet og stirrede ud,
Middagsbordet stod dækket, hun ventede paa sin
Mand, men han blev i Dag usædvanlig længe
borte.
Hendes Skrivebord stod for Pillen imellem
Vinduerne, hun rejste sig og tog Forældrenes
Portræt fra Bordet, dem saa hun paa saa mange
Gange om Dagen, og altid med Taarer i Øjnene.
«Kære, kære Gamle, saaledes ser I ikke
mere ud, I længes dog efter eders Solstraale —
skønt hun har gjort Eder Sorg. I to kan ikke
undvære mig — uden, som jeg, at føie Smerte.»
Med Portrætterne i Haanden faldt hun i
Tanker, hun hørte ikke Vognens Raslen hen ad
Stenbroen — hun saa ikke, at Døren blev aabnet,
men hun hørte pludselig en graadkvalt Stemme
hviske: «Doris, min lille Doris!»
«Paps, min velsignede Paps.»
Fru Haase holdt sig tilbage — hvor gærne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
