Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Sjette Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Hun kyssede de kolde Læber og hviskede
taarekvalt :
«Gud velsigne Dig, og Tak for alt! Nu
skal Du sove i Fred og ikke frygte for den Dag
i Morgen, ingen, ingen uden Gud skal vække
Dig, Du kærlige trætte Sjæl.»
Men for første Gang i sit lange Liv følte
hun, at hun nu var ene.
Børnene voxe og flyve fra Far og Mor for
selv at bygge Rede — det er Naturens Gang.
Men Mand og Hustru bygge sammen, til Gud
skiller dem ad.
I disse Dage var Harboe Fru Tegner en
trofast Støtte og en kærlig Søn, al den Tid, han
havde tilovers fra sit Embede og sine
Informationer, tilbragte han hos dem, lige som han
ordnede alt til Begravelsen.
Elise stod ham bi, hvor hun kunde; hun var
fra halvt Barn bleven en voxen Kvinde, og
Sorgen over Faderens Død bidrog endnu mere
til at gøre hende selvstændig. Hun hyggede om
Moderen, som den dybe Sorg havde gjort til
Barn igen, hun besørgede ene Huset — de havde
ingen Pige —, lavede Maden og gjorde selv alle
Indkøb, saa godt hun evnede, skønt hun hidtil
næppe havde dyppet sine Fingre i koldt Vand.
Fru Tegner sad i sin Mands Lænestol tavs
og tankeløs af Smerte, hun vidste og forstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
