Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Sjette Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
kun ét, at hendes trofaste Ven var død og kom
aldrig mere tilbage. Saa foldede hun Hænderne
og stirrede ud i Rummet. Kraften var brudt,
de to hørte sammen, den ene kunde ikke
undvære den anden.
Nu var der kun to Dage tilbage, til han
skulde bæres ud fra det gamle Hjem, hvor de
havde levet i Kærlighed i over tyve Aar. Hver
Gang Uhret slog, gik der en Skælven over hende;
for hver Time, der svandt, kom Skilsmissen
nærmere.
Elise syde og syde for at faa
Sørgedrag-terne færdig, hendes Øjne hvilede med Smerte
paa Moderens Træk — aa, hvor det var tunge
Dage!
Det var den sidste Aften. Lampen var
tændt. Harboe og Elise sad hos Moderen,
klappede hende som et Barn, gav hende de kæreste
Navne, for at dulme hendes Sorg. Hun smilede
nu og da til dem, men Smilet var, som Blikket,
aandsfraværende. En Gang tog hun deres Hænder,
lagde dem i hinanden og hviskede:
«Elsk hinanden, Børn, Kærlighed er Guds
bedste Gave.»
Det var de sidste Ord, Elise hørte Moderen
sige — ikke en Time efter fulgte hun sin Mand
i Døden; hun sad stille, ganske stille i
Lænestolen; hendes Hoved laa paa samme Plet, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
