Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
Han vendte pludselig fornærmet Ryggen til,
og Ungen gjorde det samme.
«Naa, Elise, tag og giv Anna noget at spise,
saa skal jeg visse hende i Søvn, medens E>u
besørger Maden. Jeg længes efter Ro. Vi have
meget at tale med hinanden om. Fra nu af
bygger jeg ikke mere Korthuse, der en skøn Dag
ramler sammen.»
Elise saa forundret paa ham, men Barnet fik
Mad, og Harboe lullede det i Søvn. Det gjorde
han saa tit, naar Elise havde travlt; de hjalp
hinanden, hvor de kunde, uden at tænke paa,
hvis Arbejde det var. Ja, de vare gode Venner!
Men alt som Vuggen gik, gik ogsaa hans
Tanker — ikke fremad, men tilbage — hele
Tiden tilbage til Dage, han trode, han havde
glemt — i det mindste skudt til Side som en
svunden Tid, men som nu var vaagnet med fuld
Kraft og Bevidsthed. Han kendte Elise for godt
til ikke at føie, at hvad han havde betragtet
som en Ungdoms Daarskab, han efter bedste
Evne havde gjort god igen, eller, rettere, søgt
at mildne og forsone —, vilde hun betragte som
Synd og sørge dybt over — maaske aldrig
tilgive, i ethvert Tilfælde aldrig glemme.
«Blot jeg havde taget Mod til mig og
fortalt hende alt, det var min Pligt; men hun var
den Gang saa godt som et Barn, om ikke i Aar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
