Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
saa i Udvikling — hun havde ikke forstaaet
mig. Og senere — senere glemte jeg det i
min Lykke, jeg glemte alt i min Kærlighed.
Men nu er Tiden — eller rettere Nemesis
kommen, nu maa hun vide alt, at ikke andre
tjenstvillige Aander fortæller hende det, hvad jeg selv
og kun jeg bør sige hende.»
Saa kom Aftenen. «I Aften vil jeg fortælle
hende alt,» tænkte han.
Begge sad i Sofaen — ingen Pibe — intet
Strikketøj, der var saa mangt og meget, de skulde
tale om. Rejsen var nær — Tiden kort.
Bekendelsen laa hele Tiden paa Lur for at
finde et passende Øjeblik; dog, Øjeblikket kom
ikke, der var altid saa meget i Vejen — han
kunde dog ikke afbryde hende midt i en
Sætning, nej, det kunde han ikke, han maatte vente.
Og han ventede.
Hans famlende Ord og Ulyst til at tale,
fremkaldte Elises Forlegenhed; hun følte, der var
noget, som tyngede ham, noget han vilde have
frem, men ligesom manglede Ord for — og
derfor vedblev hun at tale, saa godt hun kunde,
men det gik kun trøvt. Endelig sagde hun:
«Naa, Adolf, vær nu Mand, tro mig, det
vil nok gaa, naar vi med ærlig Vilje kæmper os
frem.»
«Du er en stor Sangviniker, Elise. Men, at
i7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
