Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
«Gud velsigne Dig, Barn!» sagde Harboe,
og Elise gentog sagte den samme Bøn og lagde
Anna ned i Vuggen.
«Hvor I Kvinder dog ere lykkelige,» sagde
Harboe, da de sade i Sofaen ved Siden af
hinanden — «I kende ikke til al den Brydning og
Kamp, vi Mænd saa ofte maa gennemgaa, før vi
naa Ankerplads. Den ene Dag gaar for Eder
som den anden uden stor Afvexling, men ogsaa
uden Anger.»
«Det vil jeg ikke underskrive, Adolf; hvor
findes der et Hjærte uden Kamp og uden Anger?
Hvor tit angrer jeg ikke min Opførsel imod mine
trofaste kærlige Forældre! Jeg var saa vant til
deres Omsorg og Ofre — at jeg næppe følte
dem — endnu mindre takkede dem derfor. Og
det blev værre, da jeg lærte Dig at kende, Du
drog alle mine Tanker, min Længsel og
Kærlighed til Dig, og de to gamle bleve glemte. Først
da Moder døde, følte jeg Anger, men da var det
for sildig.»
«Naa, saaledes vil det vel ogsaa gaa os en
Gang,» svarede Harboe vemodig, «det er
Verdens Gang.»
.«Det vil i ethvert Tilfælde være fortjent.
Men hvor I Mænd dog lidt forstaar os Kvinder.
Du siger, at vi ikke kende til Brydning; tror Du
da, at vor Sjæl og Hjærte er uden Bølgegang og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
