Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OE
nemlig En Folkefjende, og fra dette Skuespil af daterer
sig en ny Periode i den Ibsenske Digtning. Han havde,
som han selv udtrykker det, villet bygge Hjem for
Menneskene, og han havde begyndt med at nedrive
de gamle. Men Menneskene befandt sig vel i sine
gamle Kaserner og rasede mod Omstyrteren. Hvis
IgsEeN endnu nærede noget Haab til sin reformatori-
ske Virksomhed, saa har han dengang ladet Haabet fare.
Derpaa tyder hans næste Arbejde, Vildanden, denne
bitre, tveeggede Anklage, hvormed Digteren forlader
Kamppladsen. Han forlader den som en erklæret
overvunden, men Nederlaget har givet ham den nye,
dyre Lærdom, at Løgnen er Menneskenes Lykkebe-
tingelse, og at den, som vil udrydde den, bekjæmper
en af Livets fundamentale Magter.
I Rosmersholm er denne Reflektions første Bedsk-
hed afløst af en dyb Sørgmodighed. Dette Drama er
det skjønneste og rigeste af hans Manddoms Værker.
Det har en høstlig Skjærhed og Stilhed over sin Sorg.
Det er et Udtryk for den dybe menneskelige Ve ved
Tabet af de Illusioner, som gav Livet dets høje
Mening . . .
Rosmer er en Modsætning til de Personer, IBseEN
plejer at lægge sine egne Tanker i Munden. Han er
en svag lidet handlekraftig Natur, men hans Karak-
ter modsvarer sikkerlig den Sindstilstand, Digteren
var i, da han undfangede dette Værk. De efterføl-
gende Skuespil betegner en stadig uddybet Reflektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
