Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Søren Kierkegaards Personlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
altid faldet mig let at komme ud af det med Folk, og vant
som jeg er til at være bunden, er det aldrig faldet mig ind,
at det skulde blive mig saa tungt. Men lier kommer atter
min Elendighed: jeg kan ikke, fordi jeg ikke er Menneske,
fordi jeg er tungsindig indtil Grænsen af Sindssvaghed,
Noget, jeg vel kan skjule over, saa længe jeg er uafhængig,
men som gør mig ubrugbar til en Tjeneste, hvor jeg ikke
selv bestemmer Alt«. (Efterladte Papirer. 1849. p. 402.)
Med beundringsværdig Klarhed og Ærlighed gør
Søren Kierkegaard Rede for, hvorledes han blev stillet
anderledes end andre Mennesker. Havde det staaet til
ham, havde han valgt Ægteskab og social Stilling, som
saa mange Andre. Det var kun lians syge Sind, der
gjorde ham dette umuligt, medens lians pekuniære
Forhold paa den anden Side gjorde ham det muligt at leve
(for en Tid — men det blev lians Levetid) uden at søge
lønnet Arbejde. Det var ingenlunde saaledes, at han af
strengt ideale og principielle Grunde holdt sig fra at
indtræde i noget Samlivsforhold. At han blev den Enkelte,
skyldtes de indre Problemer, lian ved sine psykologiske
Forudsætninger fik at kæmpe med. Forst da han af
psykologisk-individuelle Grunde var stillet uden for
Menneskers sædvanlige Levevis paa en ensom Post,
opdagede han dér Noget, lian ellers tæl ikke vilde have
faaet Øje paa. Det, der i lians Øjne stod som det højeste
Ideal, viste sig for ham med en Klarhed og en
Konse-kvents, der vanskeligere naas af den, der lever som
Led i det mangfoldige og betingede Menneskeliv.
Saaledes ses der fra et Fyrtaarn ude i Havet, Mangt og
Meget, der ikke kan ses fra Fastlandet; og dog er det
ikke sagt, at de, der se det, vare dragne derud for at
se det. Tungsindet blev saa at sige hans Udkigsstation.
Allerede i Oldtiden mente man (det udtales saaledes i de
saakaldte aristoteliske »Problemer«), at det melankolske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
