Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Søren Kierkegaards Filosofi - B. Etik - a. Springet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestaar i en successiv Udfoldelse af hvad der væsentligt
allerede var i Spiren. Idet Overgangen er et Spring,
kommer der et Brud paa den indre, naturlige
Sammenhæng (paa »Immanentsen«); der sættes et absolut Nyt
(etableres en »Transscendents«, Uvidensk. Efterskr. p.
223). Den Kontinuitet, Tænkningen kan til Veje bringe,
er rent abstrakt og i Virkeligheden illusorisk: den
virkelige Sammenhæng maa i Aandslivet til Veje bringes ved
stedse ny Anspændelse, ved Gentagelsens Arbejde, der i
den nye Virkelighed fastholder det fra Fortiden Vundne,
som ingenlunde af sig selv fortsætter sin Bestaaen
(Uvidensk. Efterskr. p. 236. — Gentagelsen p. 33 f. 92).
2. Denne Ejendommelighed ved Søren Kierkegaards
Tænkning lægger sig særligt for Dagen ved den Maade,
paa hvilken han opfatter Forholdet mellem Psykologi og
Etik, et Forhold, i hvilket i det Hele en Tænkers
Ejendommelighed i Reglen klarest vil lægge sig for Dagen.
Han var en Psykolog af første Rang i sin Evne til
at opfatte de største Modsætninger og de fineste Nuancer,
de voldsomste Kriser og de mindste Smaabolger inden
for Sjælelivet. Han var en vel befaren Mand paa det
indre Livs Farvande, og han havde digterisk Kraft til
at fremstille hvad han havde set. — Men han havde ikke
blot Iagttagerinteressen. Han følte ogsaa en lidenskabelig
Trang til at forstaa. Hele lians stærke Fremhæven af
Paradoxet, af det Irrationelle, af det pludselige Ryk, der
ophæver Sammenhængen, vilde ogsaa være uforstaaelig,
hvis han ikke selv havde følt Trangen til at fastholde
Kontinuiteten. Læren om Sandlieden som Paradoxet er
Udtryk for, at denne Trang er bleven skuffet. De, hos
hvem Erkendelsestrangen ikke er levende, slippe for
denne Skuffelse, opdage ikke det Irrationale og ville
aldeles mangle Forudsætningerne for at forstaa den
Lidenskab, en Aand som Kierkegaard føler ved at støde mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
