Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Søren Kierkegaards Filosofi - B. Etik - b. Stadierne - γ. Den religiøse Livsanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kelse, som et enkelt Menneske, der har lidt og er død.
Og netop det, at den væsentlige Aabenbaring ikke breder
sig i Tilværelsen, men er indskrænket til bestemt Tid
og Sted, udtrykker, at Tilværelsen iøvrigt er
aandsfor-ladt: Intet har Værd, Intet har afgørende Betydning
uden denne ene Skikkelse — og paa Forholdet til den,
til »Guden i Tiden« kommer Alt an. Troens Genstand
er Paradoxet i højeste Forstand, det Selvmodsigende, det
Absurde. (Uvidensk. Efterskr. p. 439.) Kun ad én Vej
er det muligt at træde i Troens Forhold til det højeste
Paradox: naar Skyldbevidstheden potentseres til
Syndsbevidsthed, det vil sige, naar den Enkelte ikke blot
opdager i sig en Modstand mod det Evige, men en
fuldstændig og selvvillet Ændring i sin Natur. Bevidstheden
herom fremkaldes og betinges netop ved det
guddommelige Paradox’s Fremtræden: kun ved en Aabenbaring
kan Mennesket opdage den totale Ændring af sin Natur
og af Menneskenaturen i det Hele. (Uvidensk. Efterskr.
p. 449 f.) Ved Paradoxet som Troens Genstand og ved
Syndsbevidstheden som dens Forudsætning er den største
Fordybelse i Existents, den største Inderlighed og den
største Lidelse naat. Det er det Standpunkt, der
fremtræder i Kristendommen. —
Som et Moment, der skærper Lidelsen paa det højeste
religiøse Standpunkt nævner Kierkegaard den Sympatiens
Smerte, der opstaar ved, at den Enkelte ikke længere
kan sympatisere med ethvert Menneske som Menneske,
men væsentligt kun med de Kristne. Sine Nærmeste
selv maa han maaske hade: »ti er det ikke lige som at
hade dem, naar han har sin Salighed knyttet til et
Vil-kaar, som han véd, de ikke antage?« (ib. 451.) — Ikke
altid har Kierkegaard givet Sympatien Eet til at tale et
Smertens Ord med. I sine Dagbøger (1844—46. p. 171)
anfører han med Tilslutning en muhammedansk Legende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
