Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
kunne se dem og følge dem i aanden, fordi om
jeg er død. Kanske vaage over dem ogsaa, paa
en maade. Det er nok saa, at Gud vil være
dem en bedre far, end jeg kunde — men kanske
vi ikke blir helt skilt heller. —
Vi to, naar vi engang mødes —. Saa vil vi
kunne elske hinanden meget inderligere end paa
jorden, fordi der ikke længere vil være noget af
det smaa, der har skilt os af og til.
Ser du, jeg ved jo nok, at du ikke altid har
været helt lykkelig. Jeg saa det — i de senere
aarene — du har altid været en urolig fugl, du
lille vennen min. Jeg talte aldrig om det med
dig — jeg var lidt ræd for at gjøre det værre
bare. Aa, men det meste var nu da gode dage,
Marta ?«
Jeg sagde ja og jeg graat. Det er forfærdelig,
at jeg er blit saa nervøs, jeg kan ikke holde
taarerne tilbage, naar Otto taler slig. Men hel
digvis gjør det ham ikke længer saa ondt, siden
han er begyndt at tro.
«Egentlig har vi jo altid villet hinanden det
bedste. Og Marta, engang vil vi forståa og se
alting — at alt det, som kunde komme imellem,
var bare smaa jordiske, uvæsentlige ting, som
trængte ind mellem os udenfra. — Laa lidt i
vane og opdragelse og saan. Hvor lidet det var,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
