Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Løse blade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
En mor tror nok, hun kjender sine barn og
forstaar dem, — men hvert eneste barn ved en
dag, at hun gjør det ikke. — Alligevel, naar
jeg sidder og holder om hende, er jeg ikke
helt alene. Med sit barn paa fanget er man
saa nær et menneske, som man kan komme.
For mine barns skyld sagde jeg ja, da Henrik
spurgte, om jeg vilde gifte mig med ham. Jeg
var saa træt, da Otto var død, saa træt, at jeg
sygnet, naar jeg tænkte paa, at jeg skulde
kjæmpe mig alene gjennem verden med dem.
Da han sad ved siden af mig i kapellet,
var han lige saa hvid i ansigtet næsten, som
Otto havde været, da han laa i kisten. Og han
skalv, som han frøs, mens presten Løkke talte
om Guds barmhjertighed, som havde aabenbaret
sig midt i sygdommen og døden, om Otto, som
havde vandret i verden i sit kjøbmandskab og
sin ager og stirret mod jorden, men havde
faat blikket vendt opad i de tunge og ensomme
stunder. — Sommetider kjendte jeg igjen Ottos
egne ord, men uhyggelig fremmede og forvredne,
som minder, der dukker op i drømme. — Saa
talte han om den afdødes trofaste, opofrende
hustru, og om hans ven og kompagon. — —
Det var hele tiden, som jeg drømte, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
