Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Løse blade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
salmerne og masserne af kranse og alle de vild
fremmede mennesker i følget, alle de uhyggelige
sorte floshatter, der var stimlet sammen, og en
masse venner, jeg ikke havde seet eller tænkt
paa i aar og dag.
Underlig uvirkeligt er det altsammen, helt
fra den morgen der blev sendt bud til mig om
at komme op straks.
Otto var ved bevidsthed og kjendte mig,
men kunde næsten ikke tale. Han fik anfald
af uro, og saa laa han indimellem helt stille. —
Døden var saa helt anderledes, end jeg havde
tænkt mig. Der var ingen egentlig dødskamp,
sagde lægen; men rummet var fuldt af sivende
uro, og Otto, som holdt min haand, saa pludselig
ligesom bort fra os alle, ret ud, og hvisket:
«Jesus —.«
Men lidt før gjorde han tegn, at han vilde
sige noget til mig, og da jeg bøiet mig ned,
hvisket han:
B Du maa ikke staa da, Marta — du maa
sætte dig, kjære."
Jeg klaget mig for Henrik:
»Er da ikke straffen kommet forfærdelig over
os to — at vi skal gaa her over Ottos grav og
tænke paa, hvad vi har gjort, og der er ingen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
