Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22de kap. En heldig afslutning paa ridtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Idet han holdt sig godt fast i dyrets lange
manke, dreiede han sit legeme til siden og naaede
med benene over paa sidemandens ryg, og dyret
var saa fast sammenpresset af de omgivende dyr,
at det ikke fik anledning til at forhindre ham i
at fuldføre sit forsæt. Snart sad han derfor ligesaa
fast paa den nye gangers ryg som paa det første
dyrs, og paa denne vis opnaaede han at komme
hen til den yderste i rækken. Fra denne vilde
han forsøge at hoppe ned paa marken.
Med idet han hoppede ned, glap uheldigvis
hans fod, saa han kom baglængs ned og han blev
hvirvlet overende med slig kraft, at han blev slaat
i svime.
Han kom dog snart til sig selv igjen;
fortumlet og ør var han, men havde ellers lykkeligvis
ikke faat nogen skade. Han reiste sig overende
og saa sig om.
I det fjerne saa han en støvsky som bevægede
sig hurtig afsted, men en mørk masse ikke langt
væk kunde han først ikke forstaa hvad var, indtil
han opdagede, at det var hans ganger, som var
styrtet om; han havde altsaa tilføiet den et
alvorligere saar, end han havde troet. Han kunde
idetmindste ikke tro, at det var et af de øvrige dyr.
Havde han ikke itide forladt det, vilde han
nu selv have ligget som et ihjeltrampet lig.
Tim følte paa alle sine lemmer og hele sin
krop: «aa jo, jeg er vist ganske hel,» sagde han
saa og reiste sig op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
