Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
var næsten ligeså spraglet som påfuglens hale.
På hodet med den rødbrune paryk bar hun en
hat med mange kunstige blomster. Det gamle,
usædvanlig rynkede ansigt med de små listige
øine havde et sterotypt, übestemmeligt smil —
et smil, som jeg dengang ikke forstod, men som
gjorde et frastødende indtryk på mig.
Det var madam Witzleben i egen person,
eierinden af alle disse herligheder, perlehønerne,
påfuglene, altsammen.
En anden gang, da jeg stod ved sprinkel
værket og betragted min ven, den store påfugl,
der kroed sig over al måde og stolt som en
pascha spanked om mellem hønsene, opdaged
jeg bag vinduet med den blodrøde geranium et
fint, blegt pigeansigt . . . Der lå så megen sorg
i disse yndige træk, at mit barnehjerte som i
angst og medlidenhed snørte sig sammen . . .
Hun så tilfældigvis ned i det samme, bemærked
mit forskende blik, reiste sig som i uvilie og trak
gardinet for vinduet.
Da jeg kom hjem, spurte jeg mor, hvem
der boed på Sydnæshougen i det rare hus med
hønsene og påfuglene . . . Min mor veksled
hurtigt et blik med tante Gedske, der var på
besøg hos os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
