Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
spillet, som han før var så glad i, kunde friste
ham mere.
Han holdt sig til sit arbeide og sit hjem.
Hans eneste adspredelse var om aftenen at
vandre en tur gennem byen, fra Witterlevsalmin
ding, hvor han boed, op til — sydnæshougen.
Der kunde han gå alene og i fred og drømme
så deiligt. —
Den skarpsindigste af kammeraterne ærted
ham med, at han var »forelsket«. Det var han
også den stakkers Lyder Foswinckel, skønt han
ikke vilde indrømme det for sin beste ven.
Det store hus, som madam Witzleben beboed,
havde engang tilhørt hans farbror, agenten. Som
liden gut havde han ofte leket derinde i stuerne
og undret sig over, hvad de allegoriske vægge
malerier vel kunde betyde . . . Når haji siden
som voksen drev der forbi, måtte han altid stanse
og erindre sine muntre barndomsdage.
Hvor forundret blev han ikke, da han en
dag opdaged et ungt, deiligt pigeansigt bag
ruden med den røde geranium! — En ung pige
i — Olines hus ! Hvem kunde det dog være ?
Der lå en renhed over hendes hvide pande, som
jog bort enhver tanke, der kunde fornærme
hende . . . Det våred ikke længe førend han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
